USA-koalition har dræbt flere end 1600 syrere
Stort set alle dræbte er islamister i enten gruppen Islamisk Stat eller i Nusra Fronten, siger observatører.
Bashar al-Assad, Syriens præsident, hvis land i mange år har været plaget af en eskalerende borgerkrig.
Bashar al-Assad, Syriens præsident, hvis land i mange år har været plaget af en eskalerende borgerkrig. Foto: HO/AP


Flere end 1600 mennesker er dræbt af bombeangreb fra den internationale koalition mod Islamisk Stat (IS) i Syrien, rapporterer en observatørgruppe i landet.

Ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, som støtter oprøret mod præsident Bashar al-Assad, er næsten alle de dræbte jihadister fra IS eller Nusra Fronten, som er en anden islamistisk oprørsgruppe i landet.

Der skal ifølge observatørgruppen være 62 civile tab som følge af bombetogterne fra den amerikansk-ledede koalition.

I alt skal 1465 militante fra IS være dræbt siden 23. september i fjor. Derudover er 73 islamister fra Nusra Fronten dræbt.

Danmark deltager ikke i bombeangreb over syrisk territorium. De syv danske kampfly bomber udelukkende over Irak, hvor regeringen har bedt om hjælp til at bekæmpe islamisterne.

Styret i Damaskus har ikke givet mandat til at bombe over Syrien, selvom koalitionen i udgangspunktet har samme mål som de syriske regeringssoldater - nemlig at nedkæmpe islamisterne.

Islamisk Stat, som tidligere var knyttet til al-Qaeda, brød med den islamistiske moderorganisation og erklærede sidste sommer et islamisk kalifat i de områder, som gruppen kontrollerer i Syrien og Irak.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.