USA-kender: Trump vinder vælgere på modvilje mod frihandel
Frihandel er et varmt emne i den amerikanske præsidentvalgkamp. Og Trumps modvilje mod aftalerne gør indtryk.
Donald Trump vinder blandt amerikanske vælgere, der er bange for at miste deres job, på sin modvilje mod frihandelsaftalerne, vurderer USA-kender.
Donald Trump vinder blandt amerikanske vælgere, der er bange for at miste deres job, på sin modvilje mod frihandelsaftalerne, vurderer USA-kender. Foto: Gerald Herbert/AP


Når vi læser om Donald Trump i danske medier, handler det ofte om hans excentriske væsen, hans åbenlyse provokerende retorik og hans berømte hårpragt.

Men hvilke politiske ambitioner er det egentlig, der optager Trump - ud over at han vil opføre en mur ved grænsen til Mexico og midlertidigt forbyde muslimer at rejse ind i USA?

Ifølge USA-kender og redaktør på Kongressen.com Anders Agner Pedersen har Trump forstået at bruge især frihandlen på en måde, så den møder klangbund blandt hans støtter.

- Han har opdaget, at der er noget at hente i amerikanernes frygt for at miste deres arbejde, siger Anders Agner Pedersen.

- Der er stadig masser af mennesker i USA, der dagligt mærker konsekvenserne af finanskrisen og mærker på egen krop, hvordan det er, når en fabrik lukker og bliver flyttet til et andet land.

Samtidig passer det ifølge USA-kenderen som fod i hose i Trumps fortælling om at "Make America Great Again" at problematisere frihandelsaftalerne.

- Han har let kunnet spinne det ind i sin fortælling om, at man skal styrke den hjemlige platform og skabe amerikanske job, siger Anders Agner Pedersen.

Trump har samtidig brugt henholdsvis frihandelsaftalen med landene omkring Stillehavet (Trans Pacific Partnership) og den transatlantiske frihandelsaftale med Europa (Transatlantic Trade and Investment Partnership) til at fremstille præsident Barack Obama som en svag leder.

- Han bruger aftalerne til at få Obama til at fremstå som en dårlig forhandler. Trump mener, at det er dårlige resultater, og at amerikanerne med ham ved roret ville have stået i en anden situation, siger Anders Agner Pedersen.

Hans vurdering er, at vi kommer til at høre en del mere om frihandelsaftalerne i den kommende tid - både i primærvalgkampens sidste del og når vi kommer til selve dysten mellem formodentligt Donald Trump og Demokraternes Hillary Clinton til efteråret.

- Det er et emne, der vækker stærke følelser i begge partier, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.