USA-kender: Guantanamo kan blive en bet for Obamas eftermæle
Det bliver svært for Obama at indfri løftet om at lukke Guantanamo, lyder det forud for State of the Union.


Vi er for længst forbi det punkt, hvor Guantanamo-fangelejren i Cuba kan blive en vindersag for præsident Barack Obama.

Det konstaterer USA-kender og redaktør på websitet kongressen.com Anders Agner Pedersen forud for præsidentens årlige tale til nationen - State of the Union - natten til onsdag dansk tid.

- Det har vist sig at være en vanskeligere kamp, end han havde regnet med. Han lovede, at den skulle være lukket inden for et år. Nu er der gået syv år, og det er stadig ikke sket, siger Anders Agner Pedersen.

Allerede på en af sine første dage som præsident i 2009 underskrev Obama et dokument om, at han ville lukke det militære fængsel inden for et år.

- Det vil være en bet for hans eftermæle, hvis det ikke lykkes ham, siger Anders Agner Pedersen.

Obama er stødt på massiv modstand fra især Republikanerne, som ikke ønsker, at indsatte i Guantanamo skal overføres til fængsler på amerikansk grund.

- Hvis det skal lykkes ham at lukke basen inden november, hvor hans embedsperiode udløber, vil det kræve, at der kommer et ønske fra Republikanerne om at løse problemet. Og det er svært at forestille sig, siger Anders Agner Pedersen.

Hvis Obama ikke kan få Kongressen med, har han mulighed for at udstede et præsidentielt dekret. Det tvivler USA-kenderen dog på, han tør.

- Det vil være som at kaste en bombe i amerikansk politik, hvis han tvinger lukningen af basen igennem med et dekret, uddyber han.

Selv om Guantanamo er et ømt punkt for Barack Obama, vil han dog nævne den i talen i nat, vurderer Anders Agner Pedersen.

- Han er jo nødt til at signalere, at han stadig gerne vil have, at det skal lykkes at lukke den, selv om hans egen deadline er overskredet med foreløbigt seks år, siger han.

Anders Agner Pedersen forventer, at økonomi, faldende ledighed, klima og våben bliver de centrale emner i talen.

Præsident Barack Obama holder sin State of the Union-tale klokken 03.00 natten til onsdag dansk tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.