USA-kender: Amerikanernes hverdag kom i fokus i tv-debat
Marco Rubio vandt tv-debat, hvor republikanske kandidater diskuterede skat og økonomi, vurderer Mads Fuglede.


Da frontløberne i Republikanernes kandidatfelt for tredje gang stødte sammen i en direkte tv-debat, var blikket vendt hjemad.

Udenrigspolitiske overvejelser om Islamisk Stat og Rusland var skiftet ud med skat, job og penge, og det er et markant skift i forhold til tidligere, lyder det fra Mads Fuglede, ph.d.-studerende og ekspert i amerikansk politik.

- Omdrejningspunktet for debatten var økonomi, og det tema afgør altid amerikanske valg. Almindelige amerikaneres privatøkonomi er vigtigst at italesætte som præsidentkandidat, siger Fuglede, der selv stillede op til Folketinget for Venstre i foråret, til Ritzau.

- Debatten lagde mere op til, at man talte om, hvilke problemer der er i samfundet og amerikanernes hverdag end tidligere, hvor man har talt mere om Islamisk Stat, Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) og Syrien, siger han videre.

I løbet af debatten, der blev vist direkte på den amerikanske tv-kanal CNBC, gik kandidaterne særligt i kødet på hinandens skattepolitik.

Her markerede Ohio-guvernør John Kasich sig, da han kaldte de populære kandidater Donald Trumps og Ben Carsons ambitioner for "fantasi-skatteplaner".

- Mange amerikanere interesserer sig også for kampen mod Islamisk Stat, men denne gang talte man om ting, som amerikanere kan tænke, at "det, han siger her, handler om min økonomi, det påvirker mig", siger Mads Fuglede.

Mens der blev diskuteret skat og privatøkonomi, var de republikanske kandidater ikke blege for at rette verbale angreb mod deres konkurrenter. Det skete blandt andet, da Jeb Bush beskyldte Florida-senator Marco Rubio for at have dårlig arbejdsmoral.

Rubio bed dog hurtigt tilbage:

- En eller anden har overbevist dig om, at det vil hjælpe dig, hvis du angriber mig. Det vil det ikke, sagde han.

Netop Marco Rubio blev også debattens vinder, mener Mads Fuglede.

- Det lykkedes Rubio at være en central figur, og han kom pænt ud af debatten. Det var et usædvanligt angreb fra Bush, men Rubio formåede at tale politik i stedet for personangreb. Han var også vittig, mens Trump virkede mere slidt, siger Fuglede.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.