USA kaster sig helhjertet ind i klimakamp, lover Kerry
USA vil nu tage de skridt i kamp mod klimaændringer, det burde have taget for længst, siger udenrigsminister.
USA's udenrigsminister, John Kerry, lover nu, at amerikanerne vil medvirke til at bremse klimaændringerne.
USA's udenrigsminister, John Kerry, lover nu, at amerikanerne vil medvirke til at bremse klimaændringerne. Foto: Virginia Mayo/AP


USA vil nu tage fat på det, amerikanerne burde have gjort for længe siden, og medvirke til at bremse klimaændringerne på planeten. Det lover udenrigsminister John Kerry onsdag på et pressemøde i Bruxelles.

- Vi gør det klart, at Obama-administrationen og De Forenede Stater er helhjertet med i denne sag og forpligter sig til at tage de skridt, der skulle være taget for længst. Vil vil fortsætte med at skabe fremdrift i det kommende år, siger Kerry.

Han udtrykker stort håb om, at det på FN's klimatopmøde i Paris i 2015 lykkes at indgå en global aftale.

- Vi har store forhåbninger til succes i Paris i december næste år, understreger Kerry.

Han roser EU for i oktober at have taget et vigtigt skridt i form af et udspil til topmødet i Paris - nemlig at begrænse CO2-udledningen 40 procent i 2030.

- Selv er jeg, sammen med præsident Obama, efter en række bilaterale møder blevet enig med Kina om at fastsætte bestemte mål.

- Vi vil fortsætte dette arbejde med Kina, men også med andre lande, og vi håber, det påvirker den igangværende klimakonference i Peru, som jeg selv deltager i næste uge, siger Kerry.

I et fælles udspil lovede Kina for nylig at knække sin voldsomt stigende kurve for CO2-udledning "omkring 2030", mens USA lovede at reducere udslippet af klimagasser 26-28 procent i 2025, set i forhold til 2005. Det skal især ske på landets kraftværker.

Samtidig lovede Obama at lægge tre milliarder dollar i FN's nystiftede Grønne Klimafond, der skal bistå ulande med at tilpasse sig klimaændringer og omlægge til grøn energi.

- Vi svarer nu på de ændringer, der sker med klimaet, og som bidrager til voldsomme vejrbegivenheder som brande, tørke, ændringer i landbruget og andre virkninger, som medfører enorme omkostninger, siger John Kerry.

Obama er hjemme i stærk modvind hos republikanerne i Kongressen for sin klimapolitik, da mange republikanske politikere enten nægter at tro på klimaforskerne eller presses af kul- og olieindustrien i deres hjemstater.

Men Obamas regering vil holde kursen nu, forsikrer Kerry.

- Vi mener, det bliver mere og mere åbenlyst, at det er billigere at investere i ny teknologi og renere energi, og det vil vi arbejde videre med, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.