USA kalder hastemøde i FN et russisk mediestunt
Rusland er vrede over, at USA bombede den syriske hær og ved en fejl dræbte over 60 soldater.
Den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, er oprevet over, at Rusland har indkaldt et møde i FN's Sikkerhedsråd.
Den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, er oprevet over, at Rusland har indkaldt et møde i FN's Sikkerhedsråd. Foto: Darren Ornitz/Reuters


Den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, siger, at hastemødet i FN's Sikkerhedsråd er et russisk mediestunt. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mødet er indkaldt, efter at USA's styrker ved en fejl bombede syriske soldater lørdag aften. Rusland støtter op om præsident Bashar al-Assads styre.

- Selv for Rusland er aftenens stunt helt utroligt kynisk og dobbeltmoralsk, siger Power på et pressemøde, inden mødet går i gang.

Hun siger, at Rusland undlod at indkalde rådet, da Syriens regime angreb oppositionens soldater. Der blev heller ikke kaldt til samling, da Syrien holdt nødhjælp tilbage fra landets mest trængende områder.

- Så hvorfor holder vi et møde i aften? Det er en afledningsmanøvre fra det, der sker på jorden i Syrien, siger Samantha Power.

Angrebet har ifølge Rusland kostet 62 fra den syriske hær livet. Det blev rettet mod det syriske militærs positioner ved Deir al-Zor i det østlige Syrien.

En anonym kilde på den ramte luftbase siger til Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, at der er omkring 80 dræbte soldater.

Syriens udenrigsministerium opfordrer i en pressemeddelelse FN til at fordømme "den amerikanske aggression".

Syriens regering kræver, at USA skal respektere Syriens suverænitet, skriver ministeriet.

En talsmand for den amerikanske regering siger, at regeringen "fortryder", at man ved en fejl har ramt den syriske hærs styrker.

- USA har udtrykt stor beklagelse over for Rusland, i forbindelse med det utilsigtede tab af liv fra syriske styrker, siger talsmanden ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.