USA: Islamisk Stat er svækket markant det seneste år
Ifølge amerikansk regering har IS mistet 40 procent af de områder, den kontrollerede i Irak for et år siden.
Viceudenrigsminister Antony Blinken redegjorde tirsdag over for en senatskomité, hvordan kampen mod Islamisk Stat skrider frem i Irak og Syrien.
Viceudenrigsminister Antony Blinken redegjorde tirsdag over for en senatskomité, hvordan kampen mod Islamisk Stat skrider frem i Irak og Syrien. Foto: Andrew Harnik/AP


Kampen for at bekæmpe den ekstremistiske jihadistbevægelse Islamisk Stat, IS, i blandt andet Irak og Syrien begynder for alvor at bære frugt.

Det siger USA's viceudenrigsminister, Antony Blinken, tirsdag, dagen før at præsident Barack Obama mødes med sine nationale sikkerhedsrådgivere i CIA's hovedkvarter for at gøre status over kampen mod IS.

- Sammen med vores lokale partnere har vi tilbageerobret 40 procent af de områder, som Daesh (andet navn for IS, red.) kontrollerede for et år siden i Irak og ti procent af områderne i Syrien, siger Antony Blinken i en skriftlig redegørelse til amerikanske politikere.

- Faktisk vurderer vi, at antallet af Daesh-krigere er på sit laveste, siden vi begyndte at overvåge deres størrelse i 2014, tilføjer han.

Viceudenrigsministeren nævner ikke et konkret tal for størrelsen af Islamisk Stats "hær" i sin redegørelse til Senatet. Men tidligere har CIA anslået antallet af IS-krigere til at ligge et sted mellem 20.000 og 31.500 i marken.

Siden er det lykkedes irakiske og kurdiske styrker med støtte fra blandt andet USA at generobre byerne Tikrit og Ramadi i Irak, mens syriske styrker med russisk hjælp blandt andet har genvundet kontrol over Palmyra fra Islamisk Stat.

Ifølge en talsmand for Det Hvide Hus i Washington vil præsident Obama på onsdagens møde bede sine rådgivere om input til, hvordan presset på Islamisk Stat kan øges endnu mere.

- Præsidenten har bedt dem komme med forslag til, hvordan det er muligt at styrke de dele af vores strategi, der har vist sig at være mest succesfulde, siger Josh Earnest til journalister tirsdag.

Obama ventes at komme med en udtalelse om den fremtidige indsats efter mødet onsdag i CIA's hovedkvarter i Langley, Virginia.

USA har siden august 2014 stået i spidsen for en international koalition mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, hvortil Danmark også har bidraget.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.