USA giver millioner til genopbygning af Gaza
På en international donorkonference i Kairo har USA lagt ud med 212 millioner dollar til det krigshærgede Gaza
Det palæstinensiske folk kan se frem til en økonomisk håndsrækning til genopbygningen af det krigshærgrede Gaza.
Det palæstinensiske folk kan se frem til en økonomisk håndsrækning til genopbygningen af det krigshærgrede Gaza. Foto: Adel Hana/AP


USA's udenrigsminister, John Kerry, meddeler søndag på en donorkonference i den egyptiske hovedstad, Kairo, at USA vil give 212 millioner dollar (1,25 milliarder kroner) i hjælp til det palæstinensiske folk til genopbygning af Gaza efter krigen tidligere i år.

- Folk i Gaza har desperat brug for vores hjælp, ikke i morgen, ikke i næste uge, men de har behov for hjælp nu, sagde Kerry i en tale på det internationale møde.

Udenrigsministeren håber, at konferencen kan opnå mere end bare donationer.

- Fra denne konference skal der ikke kun komme penge, men en fornyet forpligtelse fra alle for at arbejde for en fred, der møder både israelske og palæstinensiske håb. Jeg kan love den fulde forpligtigelse fra præsident Obama, mig selv og USA for at opnå dette, sagde han.

Israels udenrigsminister, der ikke er inviteret til konferencen, siger, at en genopbygning vil kræve hans lands samtykke.

- Gaza kan ikke genopbygges uden Israels samarbejde og deltagelse, siger udenrigsminister Avigdor Lieberman i et interview med nyhedssitet Ynet.

Lieberman understregede dog, at Israel vil være modtagelig overfor planer om at rekonstruere den civile infrastruktur i Gaza. I interviewet siger han også, at han er villig til at åbne nye fredsforhandlinger mellem Palæstina og Israel.

- Men hvis det kun adresserer palæstinensernes krav, er det spild af tid, siger han.

Israel, der siden 2006 har håndhævet en total blokade mod Gazastriben, kan blokere for indførsel af byggematerialer eller midler til det palæstinensiske område.

De palæstinensiske myndigheder har forud for mødet bedt om fire milliarder dollar til at genopbygge Gazastriben. Hamas, der i praksis styrer Gaza, var ligesom Israel ikke inviteret til donorkonferencen.

/ritzau/Reuters/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.