USA fordømmer tyrkisk-kurdiske kampe: Koncentrer jer om IS
Amerikanerne ønsker, at tyrkere og kurdere fokuserer på at bekæmpe Islamisk Stat i stedet for indbyrdes strid.
Tyrkiet beskylder den kurdiske YPG-milits for at stå bag "etniske udrensninger" i Syrien. USA raser over, at kampe mellem kurdere og tyrkere i Syrien fjerner fokus fra bekæmpelse af Islamisk Stat.
Tyrkiet beskylder den kurdiske YPG-milits for at stå bag "etniske udrensninger" i Syrien. USA raser over, at kampe mellem kurdere og tyrkere i Syrien fjerner fokus fra bekæmpelse af Islamisk Stat. Foto: Mursel Coban/AP


USA kritiserer mandag kampe mellem det tyrkiske militær og kurdiske oprørsgrupper i det nordlige Syrien og kalder dem "uacceptable".

Amerikanerne opfordrer alle væbnede parter til at koncentrere sig om bekæmpelsen af Islamisk Stat.

- Vi vil gøre det klart, at vi finder disse sammenstød i områder, hvor IS ikke er til stede, uacceptable. De er en kilde til dyb bekymring, siger Brett McGurk. Han er den amerikanske præsidents særlige udsending til den koalition, som er oprettet til bekæmpelse af Islamisk Stat.

- Vi opfordrer alle væbnede grupper til at holde sig tilbage. USA forsøger aktivt at mindske konflikter og spændinger til fordel for enhed og fokus på bekæmpelse af IS, siger han.

USA's forsvarsministerium siger samtidig i en erklæring, at man støtter Tyrkiets krav om, at de kurdiske militser skal holde sig på afstand af Tyrkiet.

Tyrkiet havde kort forinden gjort det klart, at det vil fortsætte med at bekæmpe den kurdiske YPG-milits i Syrien, hvis gruppen ikke så hurtigt som muligt trækker sig tilbage til området øst for floden Eufrat.

Tyrkiet beskylder den kurdiske milits for at stå bag "etniske udrensninger."

- YPG må først og fremmest krydse over til området øst for Eufrat så hurtigt som muligt, hvis militsen ikke vil være et militært mål, siger den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu:

- De steder, hvor YPG er rykket frem, fordriver YPG alle - også kurdere, som ikke tænker på samme måde som YPG og støtter etniske udrensninger.

Tyrkiet forsøger at bekæmpe Islamisk Stat, samtidig med at det vil forhindre YPG-militsen i at erobre flere landområder.

De tyrkiske myndigheder anser YPG for at være en forlængelse af det forbudte kurdiske arbejderparti PKK, som har kæmpet en blodig kamp mod den tyrkiske stat i tre årtier.

Flere end 40.000 mennesker er blevet dræbt, siden PKK greb til våben i 1984 med det formål at oprette en uafhængig stat for Tyrkiets kurdiske mindretal.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.