USA forbyder internet i to hastigheder
Myndighederne i USA forbyder internetudbydere at tage betaling for at vise hjemmesider hurtigere end andre.
USA's Kommunikations Kommission, FCC, har vedtaget, at man ikke skal kunne betale internetudbydere for at få vist sine sider hurtigere end andres. At man får en såkaldt hurtig bane på internettet. Det skal være ens for alle. Her sidder FCC's formand, Tom Wheeler, inden mødet, hvor beslutningen blev truffet.
USA's Kommunikations Kommission, FCC, har vedtaget, at man ikke skal kunne betale internetudbydere for at få vist sine sider hurtigere end andres. At man får en såkaldt hurtig bane på internettet. Det skal være ens for alle. Her sidder FCC's formand, Tom Wheeler, inden mødet, hvor beslutningen blev truffet. Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP


Internetudbydere i USA må ikke længere tage betaling for selskaber, der vil placere deres hjemmesider eller tjenester på internettet i en såkaldt "hurtig bane".

Sådan en ordning betyder, at man mod betaling kan få sine tjenester vist hurtigere end de, der ikke betaler.

Afgørelsen er truffet torsdag af USA's Føderale Kommunikations Kommission (FCC).

Konkret betyder det, at internetudbydere reguleres, sådan at deres internet fungerer som traditionelle telefonudbydere. Det kaldes neutrale regler.

Sagen har været drøftet heftigt. Blandt andet har fire millioner amerikanere henvendt sig til FCC.

Også præsident Barack Obama har talt for, at der skal gribes ind for at hindre, at udbyderne blokerer eller forsinker trafik for at gøre plads til andre, der har betalt ekstra i den "hurtige bane".

Blandt de, der har talt for de neutrale regler, eller "det åbne internet", er ifølge nyhedsbureauet AFP selskaber som Netflix og Twitter.

Omvendt har internetudbydere som AT&T og Verizon været fortalere for en ordning, hvor man kan betale for at komme i den hurtige bane.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.