TERROR I KØBENHAVN
USA efter angreb: Vi står klar til at hjælpe Danmark
Det Hvide Hus fordømmer i en erklæring lørdagens "sørgelige" angreb i København.
USA fordømmer lørdagens skudangreb i København, hedder det i en erklæring fra det Hvide Hus.
USA fordømmer lørdagens skudangreb i København, hedder det i en erklæring fra det Hvide Hus. Foto: Colourbox/free


Det Hvide Hus i Washington kommenterer nu også lørdagens dramatiske begivenheder i København, hvor en person blev dræbt og tre såret under et angreb på en debat om islam og ytringsfrihed.

USA fordømmer det "sørgelige" skudattentat i København, hedder det i erklæringen, der er underskrevet af Bernadette Meehan fra Det Nationale Sikkerhedsråd.

I erklæringen tilføjer Meehan, at "Washington står klar til at hjælpe med efterforskningen, hvis det er nødvendigt".

Tidligere er der kommet støtteerklæringer til Danmark fra blandt andet Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Sverige statsminister Stefan Löfven, mens den britiske premierminister David Cameron på Twitter skriver, at "mine tanker går til det danske folk."

Meddelelsen fra Det Hvide Hus kommer, samtidig med at der natten til søndag er nye skyderier i det indre København. Tre personer meldes såret.

Det er endnu uklart, om nattens skuddrama har forbindelse til lørdagens skudangreb på Østerbro.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.