USA: Dutertes Hitler-sammenligning er dybt foruroligende
Pentagon-chef er rystet over, at Filippinernes præsident sætter lighedstegn mellem sin narkokrig og holocaust.
Rodrigo Dutertes Hitler-sammenligning er dybt foruroligende, siger USA's forsvarsminister, Ashton Carter.
Rodrigo Dutertes Hitler-sammenligning er dybt foruroligende, siger USA's forsvarsminister, Ashton Carter. Foto: Tech Sgt. Brigitte Brantley/AFP


USA's forsvarsminister, Ashton Carter, er rystet over, at Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, sammenligner sin kamp mod narkokriminelle med nazisternes forsøg på at udrydde jøderne.

- Personligt finder jeg disse bemærkninger dybt foruroligende, siger Ashton Carter i en pause under et topmøde på Hawaii med forsvarsministrene fra en række sydøstasiatiske lande.

Blandt deltagerne er også den filippinske forsvarsminister.

Dutertes bemærkninger er ikke blevet drøftet på mødet, oplyser Carter ifølge Reuters og AFP.

Duterte vandt i maj præsidentvalget, efter en valgkamp hvor hans hovedbudskab var et løfte til Filippinerne om at udrydde narkotika i samfundet. Det skulle ske ved at dræbe titusinder af personer involveret i narkohandel.

Fredag drog han paralleller mellem sin indsats og nazilederen Adolf Hitlers folkedrab på millioner under Anden Verdenskrig.

- Hitler massakrerede tre millioner jøder. Nu er der tre millioner stofmisbrugere (i Filippinerne, red.) Jeg ville være glad for at slagte dem, sagde Duterte til journalister i sin hjemby, Davao.

Hans metode har været at give politiet grønt lys til at dræbe narkohandlere. Det har indtil videre ført til mere end 3000 drab på tre måneder.

Dutertes kamp mod de kriminelle vækker forargelse blandt vestlige regeringer og menneskeretsgrupper.

Kritikken er dog prellet af på præsidenten. Han har svaret igen ved at kalde den amerikanske præsident Obama for en horeunge og FN-generalsekretær Ban Ki-moon for et fjols.

Duterte sagde denne uge også, at han snart vil sætte en stopper for fælles militærøvelser med USA. Meldingen betegnes ifølge AFP som et symbolsk angreb på en forsvarsalliance, der går mere end 60 år tilbage.

Duterte forsøger ifølge den filippinske avis Manila Times at "formilde" Kina ved at afslutte de fælles øvelser.

Ashton Carter fastslog dog fredag, at de to landes militære samarbejde er urørligt.

- Som det har været i årtier, er vores alliance med Filippinerne stensikker, sagde han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.