USA dræbte topleder fra al Shabaab i Somalia
Den dræbte var leder af enheden Amniyat, som menes at stå bag selvmordsangreb i Mogadishu.
USA har i et samarbejde med styret i Somalia dræbt en højtstående leder af den islamistiske milits Shabaab, som stadig træner nye folkm der skal deltage i krigen mod regeringen og afrikanske fredsbevarende soldater.
USA har i et samarbejde med styret i Somalia dræbt en højtstående leder af den islamistiske milits Shabaab, som stadig træner nye folkm der skal deltage i krigen mod regeringen og afrikanske fredsbevarende soldater. Foto: Farah Abdi Warsameh/AP


En topleder fra den militante islamistiske gruppe al Shabaab er blevet dræbt ved et amerikansk luftangreb i Somalia, siger amerikanske og somaliske embedsmænd.

- Den dræbte, der er identificeret som Abdishakur, var leder af Amniyat-enheden, som menes at stå bag selvmordsangreb i hovedstaden Mogadishu, oplyser Somalias Nationale Efterretnings- og Sikkerhedstjeneste i en erklæring.

USA's forsvarsministerium meddelte mandag, at det havde gennemført luftangreb i Somalia mod en højtstående leder af militsgruppen al Shabaab.

- I en fælles operation sammen med den somaliske nationale sikkerhedstjeneste har USA elimineret Al Shabaab's efterretningschef, Abdishakur, der også er kendt under navnet Tahliil, hedder det i officielle meldinger i Somalia.

- To andre medlemmer af militsen blev også dræbt ved angrebet.

- Angrebet fandt sted i nærheden af Saakow i Somalia, siger amerikanske embedsmænd.

Byen ligger 320 kilometer vest for Mogadishu.

Drabet på Abdishakur, er det seneste tilbageslag for militsgruppen, siden dens tidligere leder Ahmed Abdi Godane blev dræbt i et lignende amerikansk angreb i september.

I weekenden overgav et af al-Shabaabs øverste medlemmer sig til de somaliske myndigheder.

Zakariya Ahmed Ismail Hersi, der også havde titel af efterretningschef i den islamistiske gruppe, overgav sig i et område, hvor Somalia grænser op til Kenya og Etiopien.

Tidligere har amerikanske fly gennemført en række droneangreb mod formodede islamistledere i både Somalia, Yemen, Irak, Afghanistan og Pakistan.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.