USA: Disse IS-ledere er blevet bombet
Koalitionen mod Islamisk Stat har i de seneste uger dræbt tre af bevægelsens ledere, siger USA's militær.
Steve Warren, talsmand for USA's forsvarsministerium, siger, at tre ledere af Islamisk Stat er dræbt inden for de seneste uger. Blandt de tre er manden, som har styret den militante bevægelses penge.
Steve Warren, talsmand for USA's forsvarsministerium, siger, at tre ledere af Islamisk Stat er dræbt inden for de seneste uger. Blandt de tre er manden, som har styret den militante bevægelses penge. Foto: Khalid Mohammed/AP


Manden, som styrede økonomien i den militante bevægelse Islamisk Stat (IS), er sammen med to andre IS-ledere blevet dræbt under luftangreb.

Det siger oberst Steve Warren, talsmand for USA's militær.

Den dræbte pengemand hed Abu Salah.

- Han var en af de ledende og mest erfarne medlemmer af Isils finansielle netværk, og han havde en fortid i al-Qaeda, siger Warren, der bruger betegnelsen Isil om Islamisk Stat.

Talsmanden siger også, at Abu Salah var den tredje person i ledelsen af IS-finanserne, som er dræbt inden for tre måneder.

- At dræbe ham og hans forgængere udmarver den viden og de evner, der skal bruges for at koordinere pengene inden for organisationen, siger Warren.

Ifølge tænketanken Brookings Institute er Abu Salahs rigtige navn Muafaq Mustafa Mohammed al-Karmoush.

Steve Warren siger, at de to andre, som er dræbt i de seneste uger, er en leder, som har koordineret bevægelsens afpresningsaktiviteter, samt en mand, der har været med til at stå for henrettelser.

USA kalder Islamisk Stat for den rigeste militante gruppe af sin slags i historien.

Indtægterne kommer fra flere sider. Det gælder salg af olie, salg af antikviteter og afpresning af borgere, siger Thomas Sanderson, ekspert i terrorisme på Center for Strategiske og Internationale Studier.

Amerikanske embedsmænd har for nylig vurderet, at IS rejser omkring 47 millioner dollar om måneden, hvilket svarer til over 350 millioner kroner.

Vurderingen blev fremsat inden oktober.

Warren siger, at det er for tidligt at sige, hvad det betyder, at de tre ledere er dræbt. Det er, siger talsmanden, som en boksekamp.

- Man arbejder på kroppen i de første runder, og måske får man ikke sat et knockoutstød ind i disse første runder. Men flere runder senere vil man opdage, at modstanderens knæ bliver svage - og så begynder det at ligne noget, der kan blive et knockout.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.