USA: Dårlig økonomi - ikke gas - var årsag til mindre CO2
Skifergasrevolution i USA er blevet kædet sammen med færre drivhusgasser. Men det sår forskere nu tvivl om.
Forklaringen på færre amerikanske drivhusgasser mellem 2007 og 2013 var ikke overgang fra kul til skifer, men økonomisk tilbagegang, mener forskere. Genrefoto
Forklaringen på færre amerikanske drivhusgasser mellem 2007 og 2013 var ikke overgang fra kul til skifer, men økonomisk tilbagegang, mener forskere. Genrefoto Foto: Colourbox/free


Det var den økonomiske tilbagegang mellem 2007 og 2013, der var hovedårsagen til, at USA's udslip af drivhusgasser faldt i perioden. Ikke overgangen fra primært kulbaseret energi til skifergas, som mange forskere har fremført.

Det viser et studie offentliggjort tirsdag i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

USA's udledning af kuldioxid, der er den primære årsag til menneskeskabt global opvarmning, faldt med 11 procent over de seks år.

Faldet skete samtidig med, at ny teknologi førte til en dramatisk stigning i udvinding af skifergas. Mange forskere har kædet disse to faktorer sammen og dermed fremhævet skifergas-revolutionens positive effekt for klimaet.

Men i virkeligheden viser det sig, at nedgangen i højere grad var en konsekvens af den økonomiske tilbagegang, som førte til et lavere forbrug, fortæller en af forfatterne til studiet.

- Vi viser, at ændringerne i forbruget, og deraf recessionen, er den primære forklaring, siger Kulas Hubacek fra University of Maryland til AFP.

I studierne sammenlignes perioden fra 1997 til 2007, som var præget af stigende udslip af drivhusgasser, med de efterfølgende seks år, hvor udslippene overraskende faldt.

Forskerne analyserede ændringer inden for seks forskellige faktorer: befolkningsvækst, forbrug, råvareforbrug, brændstofsforbrug og energiforbrug.

Men baggrund i disse analyser kom de frem til, at 71 procent af stigningen i den første periode skyldtes en kraftig øgning af forbruget i USA. Modsat skyldes 83 procent af nedgangen i den efterfølgende periode et lavere forbrug og ændringer i produktivitet, mens 17 procent skyldtes overgangen fra kul til gas.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.