USA bomber IS-lagre med milliarder i kontanter
Amerikansk general siger, at krigsfly har ødelagt op til 800 millioner dollar i kontanter ved angreb på IS.
USA siger, at krigsfly har angrebet et hus i Mosul i Nordirak. I huset havde Islamisk Stat (IS) 150 millioner dollar i kontanter, og de penge er nu brændt. På billedet beskyder artilleri fra Iraks hær IS-stillinger ved Mosul.
USA siger, at krigsfly har angrebet et hus i Mosul i Nordirak. I huset havde Islamisk Stat (IS) 150 millioner dollar i kontanter, og de penge er nu brændt. På billedet beskyder artilleri fra Iraks hær IS-stillinger ved Mosul. Foto: Uncredited/AP


Islamisk Stat (IS) har mistet store summer under allierede angreb på IS-lagerbygninger i Irak og Syrien.

Den amerikanske generalmajor Peter Gersten, der er udstationeret i den irakiske hovedstad, Bagdad, siger ifølge BBC, at måske op til 800 millioner dollar i rede penge er gået op i røg efter de bombeangreb, som krigsflyene har gennemført.

Det svarer til omkring 5,2 milliarder kroner.

De mange penge skal være ødelagt ved færre end 20 målrettede angreb på IS's kontantbeholdning.

Ifølge Gersten, der er næstkommanderende for operationer og efterretning, blev 150 millioner dollar ødelagt ved et af luftangrebene.

Dette angreb var rettet mod et hus i Mosul i det nordlige Irak.

Gersten siger, at det er svært at sige præcist, hvor mange penge der er ødelagt. Men USA gætter på mellem 500 og 800 millioner dollar.

IS har fået finansielle problemer, og bomberne mod de mange kontanter har medvirket til, at antallet af afhopninger inden for IS-geledderne og tilgangen af nye rekrutter er faldet med 90 procent, siger generalmajor Gersten ifølge BBC.com.

Den amerikanske efterretningstjeneste mener også, at den økonomiske smalkost hos den militante, islamiske bevægelse har ført til, at gruppen er begyndt at sælge ud af sin bilpark for at skaffe penge.

Gruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, som via et netværk af meddelere forsøger at holde snor i udviklingen i den syriske borgerkrig, har rapporteret, at IS-krigeres løn er halveret på grund af mangel på penge.

- Vi begynder at se sprækker i deres moral, vi ser en manglende evne til at betale, vi ser en manglende evne til at slås, vi ser dem forlade Daesh på alle måder, siger generalmajor Gersten, som bruger den arabiske betegnelse for Islamisk Stat.

Han tilføjer, at IS nu får omkring 200 nye rekrutter om måneden. For et år siden var det mellem 1500 og 2000 per måned.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.