USA bekræfter al-Qaeda-leders død i Afghanistan
En af al-Qaedas øverstbefalende i Afghanistan blev dræbt i et droneangreb 23. oktober, oplyser Pentagon.


Amerikansk militær har fredag bekræftet, at det i oktober dræbte Farouq al-Qahtani, al-Qaedas leder i det nordøstlige Afghanistan, i et droneangreb.

Det oplyser talsmand Peter Cook fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

- Dette succesfulde angreb er endnu et eksempel på USA's kamp for at nedbryde internationale terrornetværk og gå målrettet efter deres ledere, som agter at angribe USA, vores interesser eller allierede i udlandet, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han fortæller dog ikke, præcis hvad der får militæret til at føle sig sikker på, at en af de mest eftersøgte mænd i Afghanistan nu er død.

Angrebet fandt sted 23. oktober i Kunar-provinsen. Her blev Al-Qahtani dræbt sammen med blandt andre Bilal al-Utabi, en anden eftersøgt al-Qaeda-leder.

Ifølge Reuters' oplysninger har Al-Qahtani været al-Qaedas øverstkommanderende i Afghanistan i nogle år, mens Bilal al-Mutaybi var nummer to eller tre i hierarkiet.

Det amerikanske militær sagde allerede i slutningen af oktober, at det følte sig overbevist om, at de to mænd blev dræbt i angrebet, hvor der blev affyret adskillige Hellfire-missiler.

Pentagon har i flere år haft Farouq al-Qahtani på listen over mål i Afghanistan.

I 2012 blev et angreb mod ham angiveligt afblæst i sidste øjeblik på grund af risikoen for civile tab.

Ved angrebet 23. oktober befandt de to mænd sig i samme landsby. De var dog ikke i den samme bygning. Derfor var der reelt tale om to angreb, som blev iværksat næsten samtidig.

En talsmand for Kunar-provinsen sagde dengang, at i alt 15 oprørere blev dræbt - heriblandt to arabere.

Netop Farouq al-Qahtani er af arabisk herkomst. Han blev født i Saudi-Arabien og var statsborger i Qatar.

Ifølge USA har han stået bag planlægningen af en lang række angreb mod internationale styrker i Afghanistan. Han skal også have medvirket til at planlægge angreb i USA.

Amerikanske fly eller droner har ifølge Pentagon gennemført omkring 700 luftangreb i Afghanistan i år sammenlignet med 500 hele sidste år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.