USA barrikaderer sig verden over før tortur-rapport
Tirsdag lanceres en rapport, der ventes at være kritisk over for USA's efterretningsvæsens afhøringsmetoder.


Den amerikanske regering har truffet en række forholdsregler for at sikre landets afdelinger verden over forud for offentliggørelsen af en tortur-rapport, der ventes at kritisere CIA's forhørsmetoder i kølvandet på 11. september 2001.

Bag rapporten står Senatet, der er det ene af to kamre i Kongressen.

Selvom den ventes at være meget censureret, forventes rapporten at være stærkt fordømmende over for det hemmelige program, hvor over 100 fanger blev afhørt gennem, hvad præsident Barack Obama selv kalder tortur.

Omkring 500 sider ventes at blive offentliggjort ud af den omfattende rapport på 6300 sider.

Talsmand for Det Hvide Hus Josh Earnest siger, at der er en større sikkerhedsrisiko for enkeltpersoner og amerikanske afdelinger rundt om i verden på grund af rapporten.

Amerikanske efterretningstjenester sendte i al hemmelighed en advarsel om mulige voldelige reaktioner i udlandet, når rapporten bliver offentliggjort.

Efterretningstjenester har "en pligt til at advare om den øgede risiko for, at offentliggørelsen kan føre til en voldelig reaktion," siger en højtstående efterretningsmand til nyhedsbureauet Reuters.

Rapporten ventes at dække behandlingen af omkring 100 terrormistænkte, der blev udsat for simuleret druknedød og andre barske afhøringsmetoder.

Senatet blev i sidste uge advaret om at offentliggøre rapporten. Udenrigsminister John Kerry frygter, at den kan udløse opstande i Mellemøsten og bringe amerikanske gidsler i fare verden over.

Den amerikanske efterretningstjenestes kontroversielle afhøringsmetoder blev indført under den tidligere republikanske præsident, George W. Bush.

Det skete som en konsekvens af terrorangrebet på USA 11. september 2001, der kostede næsten 3000 mennesker livet.

Programmet er i dag ikke længere i brug.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.