USA appellerer til Sydsudan: Underskriv fredsaftale
Våbenhviler har ikke kunnet stoppe kampe i Sydsudan, hvor titusinder er dræbt og to millioner er på flugt.
Sydsudans præsident, Salva Kiir, kunne mandag have underskrevet en længe ventet fredsaftale, men han tøvede, og USA forsøger at øge presset på ham og oppositionen.
Sydsudans præsident, Salva Kiir, kunne mandag have underskrevet en længe ventet fredsaftale, men han tøvede, og USA forsøger at øge presset på ham og oppositionen. Foto: Jason Patinkin/AP


USA har rettet en indtrængende opfordring til Sydsudan om at underskrive en fredsaftale med oprørere i landet inden for to uger for at få bragt en brutal og blodig borgerkrig til en afslutning.

Det sker efter, at det mandag stod klart, at en fredsaftale for landet ville blive udsat i yderligere to uger, at den sydsudanske præsident, Salva Kiir, og oppositionslederen, Riek Machar, mandag tøvede med foretage den ventede underskrivning.

Kiir krævede yderligere to uger for at rådføre sig med sin regering.

- USA beklager stærkt, at regeringen i Sydsudan har valgt ikke at underskrive aftalen, hedder det i Washington med henvisning til, at alle landene i samarbejdsblokken IGAD - USA, Storbritannien, Norge og landene i Den Afrikanske Union samt FN - støtter aftalen.

Sydsudans præsident og oppositionslederen er under internationalt pres for at finde en afslutning på en 20 måneder lang, voldelige konflikt.

Aftalen, hvis præcise indhold ikke umiddelbart er blevet kendt, blev underskrevet af Machar og en repræsentant for den regionale samarbejdsorganisation IGAD.

Foreløbig har regeringspartiets leder, Pagan Amum, underskrevet aftalen, men det er ikke godt nok, siger mæglerne, som vil have Salva Kiirs underskrift på papiret.

Præsidenten har sagt, at han har følt sig "tvunget" til at deltage i samtalerne med oprørsledere og regionale ledere.

Han tilføjede også, at det ikke er muligt at underskrive en varig og fuldstændig fredsaftale, før alle oppositionsgrupper er med.

En lang række våbenhviler har ikke været tilstrækkeligt til at stoppe kampene, der har kostet titusinder af mennesker livet og sendt omkring to millioner på flugt.

Magtkampen mellem Kiir og Machar udviklede sig voldeligt i december 2013, og det har ført til blandt andet massakrer mellem forskellige etniske grupper.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.