USA anklager to mænd for kupforsøg i Gambia
To mænd i USA anklages for at have medvirket til kupforsøg i Gambia, og de fremstilles i retten mandag.
Gambias præsident Yahya Jammeh (i midten) blev uden held forsøgt væltet før nytår.
Gambias præsident Yahya Jammeh (i midten) blev uden held forsøgt væltet før nytår. Foto: Rebecca Blackwell/AP


Amerikanske myndigheder har mandag anklaget to mænd for medvirken i et mislykket kupforsøg i Gambia kort før nytår, oplyser det amerikanske justitsministerium.

De to mænd fremstilles mandag i retten i henholdsvis Baltimore og Minneapolis.

Den ene mand, Papa Faal, har dobbelt amerikansk-gambisk statsborgerskab, mens den anden, Cherno Njie, er amerikansk statsborger.

De blev anholdt, da de vendte hjem fra Gambia, hvor de ifølge anklagerne var rejst til med det formål at vælte regeringen.

- De anklages for sammensværgelser om at gennemtvinge en voldelig magtovertagelse i en fremmed stat, siger den amerikanske justitsminister, Eric Holder, i en skriftlig udtalelse.

- USA fordømmer på det kraftigste sådanne konspirationer. Det er alvorlige anklager, og USA er forpligtet til at drage bagmændene til ansvar for deres handlinger.

Feel har angiveligt sagt, at han var del af en gruppe med ansvar for kuppet.

Kupforsøget har været omgærdet af mystik, da regeringen kort efter afviste, at det overhovedet havde fundet sted.

Gambiske medier skrev 30. december, at en længere skudveksling havde fundet sted foran præsidentpaladset i hovedstaden Banjul.

Præsidenten Yahya Jammeh var ikke i landet den dag.

Ifølge det lokale medie Jollof News blev mindst fire mennesker dræbt under et forsøg på at vælte præsidenten.

Den 49-årige præsident kom selv til magten ved et kup for 20 år siden, og han har siden holdt sine politiske modstandere i stram snor.

Gambia er fire gange mindre end Danmark, og der bor knap to millioner mennesker i landet.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.