USA advarer sine statsborgere i hele verden
Risikoen for angreb mod amerikanere og andre vesterlændinge er øget, lyder det fra USA.
Politiet leder efter spor uden for det supermarked, som fredag dannede rammen om en gidseltagning i Paris. Myndighederne i USA råder amerikanske statsborgere i udlandet til at være ekstra agtpågivende.
Politiet leder efter spor uden for det supermarked, som fredag dannede rammen om en gidseltagning i Paris. Myndighederne i USA råder amerikanske statsborgere i udlandet til at være ekstra agtpågivende. Foto: Francois Mori/AP


Amerikanske statsborgere skal tage sig i agt over hele verden.

Sådan lyder advarslen fredag fra det amerikanske udenrigsministerium, der har udsendt en global advarsel til amerikanske rejsende, skriver Reuters.

- De seneste terrorangreb - hvad enten de er udført af folk med forbindelse til terrororganisationer, af copycats eller folk, der handler på egen hånd - er en påmindelse om, at amerikanske statsborgere skal holde et højt niveau af årvågenhed og tage de nødvendige skridt for at øge deres sikkerhed, hedder det.

Advarslen kommer efter de blodige angreb i Frankrig over de seneste dage, hvor de formodede gerningsmænd har påstået, at de havde forbindelse til både al-Qaeda og Islamisk Stat.

Ifølge det amerikanske udenrigsministerium er risikoen for angreb mod amerikanere øget. Det skyldes blandt andet den amerikansk-ledede indsats mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, der gør amerikanere og andre vestlige personer til mål for terrorisme, lyder det.

Advarslen fra USA nævner også gidseltagningen på en café i Sydney i december og drabet på en soldat ved Canadas parlament i oktober som eksempler på, at terrortruslen mod vestlige mål er øget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.