USA advarer om pasfabrik hos Islamisk Stat
I en ny efterretningsrapport advarer USA om, at Islamisk Stat har adgang til at udstede falske syriske pas.
Islamisk Stat har beslaglagt syriske statslige arkiver og har dermed direkte adgang til de printere og bøger, der bruges til at lave pas. Genrefoto
Islamisk Stat har beslaglagt syriske statslige arkiver og har dermed direkte adgang til de printere og bøger, der bruges til at lave pas. Genrefoto Foto: Colourbox/free


Den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat (IS) har adgang til fortroligt materiale og pasbøger, som gør dem i stand til at lave falske pas i Syrien. Det fremgår af en ny efterretningsrapport, siger en statslig kilde til CNN.

Ifølge efterretningerne har Islamisk Stat beslaglagt syriske statsarkiver og har dermed direkte adgang til de printere og bøger, der bruges til at lave pas.

Samtidig har Islamisk Stat adgang til regeringsbygninger i Syrien med biografiske data og fingeraftryk fra syriske borgere, hvilket øger risikoen for identitetstyveri.

Ifølge talsmand fra det amerikanske udenrigsministerium John Kirby er amerikanske embedsmænd derfor også opmærksomme på, at terrorister kan gøre brug af de falske pas.

- Vi er blevet opmærksomme på efterretninger, ikke kun fra pressen, om at de (IS, red.) kan have fået den egenskab, siger han til CNN og uddyber:

- Selvfølgelig er det noget, som vi har i tankerne.

Tidligere har FBI's direktør, James Comey, udtrykt bekymring for netop terroristers rejser med falske pas.

- Efterretningstjenesterne er bekymret for, at de har evnen til at producere forfalskede pas, hvilket er en bekymring i enhver sammenhæng, sagde Comey.

Falske syriske pas er også et omdrejningspunkt i efterforskningen af angrebene i Paris i november, da der blev fundet et syrisk pas i nærheden af en af de dræbte gerningsmænd.

Passet viste sig at tilhøre en mand, der døde måneder forinden i Syrien som syrisk soldat, men efterfølgende er blevet misbrugt og vist i flygtningecentre i både Grækenland og Kroatien, skriver The New York Times.

I sidste ende konkluderede efterforskere, at passet ikke var brugbart i opklaringen af terrorangrebene og eventuelt kan være plantet som falsk bevis af gerningsmændene for at trække opmærksomheden hen på flygtninge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.