US Open-vinder får klø i giganternes kamp
US Open-vinderen Marin Cilic fik tæv af sin langt ældre landsmand Ivo Karlovic i første runde i Shanghai.
I tre sæt blev US Open-vinderen, Marin Cilic, besejret af hans landsmand Ivo Karlovic.
I tre sæt blev US Open-vinderen, Marin Cilic, besejret af hans landsmand Ivo Karlovic. Foto: Vincent Thian/AP


Tennisspilleren Marin Cilic fik kun en enkelt kamp ved ATP-turneringen i Shanghai i Kina.

Mandag tabte US Open-vinderen fra Kroatien i første runde til landsmanden Ivo Karlovic, som vandt det, man med rette kan kalde giganternes kamp med cifrene 7-5, 2-6, 7-6.

Den 2,11 meter høje Ivo Karlovic sejrede 7-2 i den afsluttende tiebreak over sin 13 centimeter lavere landsmand.

26-årige Marin Cilic, der var seedet ni ved den stærkt besatte turnering i Shanghai, vandt i sidste måned sin første grand slam-titel, da han besejrede japaneren Kei Nishikori i tre sæt i US Open-finalen i New York.

Cilic kunne dog ikke stille noget op mod 35-årige Ivo Karlovic. Verdensranglistens nummer 31 fyrede 20 serveesser af på vej mod sejren.

Marin Cilic førte ellers 2-0 i indbyrdes kampe, før de to kroater tørnede sammen i Shanghai.

Det seneste møde blev dog spillet i 2011.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.