leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 04:30
En af verdens største golfturneringer ser ud til at få en overraskende vinder.
Den 21-årige amerikaner Jordan Spieth ligger nemlig fortsat i front af US Masters, efter at han og resten af feltet ved majorturneringen er kommet i klubhuset efter tredje runde lørdag.
Spieth fører med fire slag ned til englænderen Justin Rose før sidste runde søndag, men indtil 17. hul så det faktisk ud til, at han skulle indlede sidstedagen med en endnu bedre udsigt til den prestigefulde grønne jakke, vinderen af US Masters kan bære i et år.
Men en dobbeltbogey - hans første i hele turneringen - på næstsidste hul efterlader nu et flig af håb for forfølgerne om, at den 21-årige komet ikke kan stå for presset.
Og det er ikke hvem som helst, der søndag skal forsøge at hente forspringet. Rose på andenpladsen vandt i 2013 US Open, Phil Mickelson har vundet Masters hele tre gange, og på femtepladsen lurer Tiger Woods, der i sin storhedstid altid spillede godt på sidstedagen.
Den 39-årige Woods spillede en af lørdagens bedste runder i fire slag under par og spillede sig dermed nærmere sin første majorsejr siden 2008, selvom det synes svært at hente 10 slag på Spieth søndag.
Selv afskriver Woods ikke sin chance for at vinde trofæet.
- Man ved aldrig. Slet ikke på denne bane, siger han om den svære Augusta National, hvor US Masters altid spilles.
- Jeg har så småt den rigtige fornemmelse tilbage. Jeg har styr på længden af mine slag, lyder det fra den tidligere verdensetter, der nu er gledet ud af top-100.
Tiger Woods deler femtepladsen med den nuværende verdensetter, nordireren Rory McIlroy, hvis bedste placering ved US Masters er en ottendeplads.
Danske Thomas Bjørn klarede ikke cuttet og forlod turneringen efter fredagens runde.
/ritzau/