Ups: Storstilet TV 2-program på kant med privatlivets fred
I et nyt TV 2-program filmer Jørgen Leth og Hans Pilgaard ind af vinduerne hos en fransk skuespillerinde, og det er en krænkelse af privatlivets fred, mener en ekspert.
Frankrigsekspert og lektor i fransk på Københavns Universitet Henrik Prebensen mener, at der er tale om krænkelse af privatlivets fred, når Jørgen Leth og Hans Pilgaard kigger ind af vinduet til skuespilleren skuespillerinde Catherine Deneuve.
Frankrigsekspert og lektor i fransk på Københavns Universitet Henrik Prebensen mener, at der er tale om krænkelse af privatlivets fred, når Jørgen Leth og Hans Pilgaard kigger ind af vinduet til skuespilleren skuespillerinde Catherine Deneuve. Foto: Scanpix


I programmet 'Mit Frankrig' med Jørgen Leth og Hans Pilgaard har TV 2 et 'savoir faire'-problem, når det handler om at respektere privatlivets fred. Det mener Frankrigsekspert og lektor i fransk på Københavns Universitet Henrik Prebensen, efter Leth og Pilgaard i programmets første udsendelse, som blev vist den 6. august, peger, kigger og filmer ind af vinduerne til den franske skuespillerinde Catherine Deneuve.

"Her er der tale om det rene vindueskiggeri, hvilket vil være en overtrædelse af privatfreden," siger Henrik Prebensen til metroxpress.

Han vurderer, at sagen kan få konsekvenser for TV 2, hvis den franske skuespillerinde vælger at gå rettens vej.

"Hvis Catherine Deneuve valgte at anlægge sag, tror jeg, TV 2 skulle have en ret god forsvarer til at overbevise dommeren om, at det var en informativ nødvendighed at filme ind ad vinduerne. Jeg er ikke jurist, men efter at jeg har kigget på nogle domme ville TV 2 nok kunne blive dømt i en fransk retssal," siger Henrik Prebensen og understreger, at strafferammen i værste fald går op til et års fængsel og en bøde på nogle hundrede tusinde euro.

TV 2 skriver i en mail til metroxpress:

'Vi har gennemgået scenen minutiøst med TV 2's juridiske eksperter og har som følge af deres rådgivning valgt at fjerne enkelte korte billedsekvenser fra den i alt to et halvt minutter lange scene, da det var de juridiske eksperters vurdering, at netop disse dele kunne være i strid med lovgivningen.'

Genudsendelsen af programmet, som vil blive vist på TV 2 Fri i den kommende uge, vil være uden de problematiske scener, oplyser TV 2 til metroxpress.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.