Det er skidt at fange en stavefejl, når det er for sent. Det oplevede SF i en ny annonce.
I annoncen står der "Stop den borgerlige jernbane-sarbotage" og partiets gruppeformand, Jonas Dahl, nåede at lægge annoncen med stavefejlen ud på Facebook, før fejlen blev opdaget.
Det er ekstra skidt med det lille "r" i sabotage, når man som parti slås en brav kamp i den igangsværende diskussion om adgangsgivende karakterkrav til gymnasiet.
- Vi laver alle stavefejl i ny og næ, og den har åbenbart sneget sig ind. Jeg ved ikke, hvem der lavede fejlen, siger Jonas Dahl til BT.
Med annoncen vil SF sætte fokus på den såkaldte togfond, som den socialdemokratiske regering blev enige med Dansk Folkeparti om.
Fonden er i overhængende fare, fordi Dansk Folkeparti er klar til at skrotte det milliarddyre trafikprojekt, der blandt andet indeholder en model, som skal sikre timedrift mellem de største byer; København, Odense, Aarhus og Aalborg.