Ups! Kommune sendte 35.000 breve ud ved fejl
Det kostede et par hundrede tusinde kroner at udsende sneglepost, der skulle have været ude digitalt.
Posten kunne have sparet sig den ombæring.
Posten kunne have sparet sig den ombæring. SCANPIX arkiv


I starten af sidste uge dumpede et brev fra Affald og Genbrug ind af brevsprækken hos flere tusinde borgere i Vejle.

Det lyder måske ikke så underligt - hvis ikke det var fordi, at det offentlige var gået over til digital post 10 dage forinden. Derfor fik det flere at modtagerne til at klø sig i nakken.

- Ved en beklagelig fejl bliver vores affaldsspecifikation sendt ud som et almindeligt brev, siger Dorthe Hamann, der er daglig leder af kundecenteret i Affald og Genbrug i Vejle Kommune, til DR Trekanten.

Det var en ekstern IT-leverandør til kommunen, der kom til at begå fejlen. Derfor har de også påtaget sig ansvaret for de vildfarne breve.

Det glæder Dorthe Hamann, da Affald og Genbrug ellers havde risikeret at skulle af med en pæn sum penge for porto.

- Det er knap 35.000 breve, der er blevet sendt ud, så det havde kostet os omkring 200.000 kr, siger hun.

Men det er ikke helt slut med de gammeldags breve fra Affald og Genbrug i Vejle Kommune. Næste måned sender Affald og Genbrug nemlig sin årlige folder om storskrald ud. Den bliver også leveret af postvæsenet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.