Nogle gange kan det være svært at huske, hvor på parkeringspladsen, man efterlod sin bil. Men hvad med tre kæmpe fly? De kan da ikke være svære at finde?
Ikke desto mindre står der lige nu tre Boing 747 uden ejermand i Kuala Lumpur lufthavn.
Det skriver den tyske avis Die Welt.
De Malaysiske lufthavnsmyndigheder har siden marts sidste år søgt efter ejeren til de tre fly.
Vil blive solgt
Men nu har de givet ejeren en frist på 14 dage til at melde sig.
Sker det ikke, vil flyene blive solgt til højestbydende.
I annonceringen skriver lufthavnsmyndighederne blandt andet:
"Hvis du ikke afhenter flyet inden 14 dage efter denne annonce, vil vi forbeholde os retten til at sælge eller på anden måde bortskaffe flyet."
Pengene fra salget vil gå til de omkostninger, der har været ved at opbevare flyene.
Andre er brugt til restauranter
Det er ikke første gang, at fly bliver efterladt.
I 90'erne endte et af de bortkomne fly sine dage som restaurant i en forstad til Kuala Lumpur.
Skulle det utænkelige ske, at en af vores læsere er ejeren af flyene, så kan du gøre krav på dem, ved at ringe til 0387766100.