Det er forfærdeligt at få en demensdiagnose, men det kan samtidig være en lettelse - det giver klarhed og varsler om, at der på et tidspunkt kommer en tid, hvor den syge ikke længere kan varetage sit eget liv som før.
Der kan opstå problemer med at få nok føde, med at styre sin økonomi, med at styre hygiejne og medicin, og så kan den syge gøre ting, som kan være til fare for andre. I Danmark er der omtrent 35.000 ældre med demens, men det anslåes at endnu flere går rundt med det, uden at vide det, skriver videnscenterfordemens.dk.
Det er vigtigt at få sat en diagnose på de folk, som har demens - for at give både den syge og de pårørende en klarhed og en forståelse for de ind imellem urationelle handlinger.
Det viser et igangværende studie National Health and Aging Trends Study fra USA.
Farlig bilkørsel
I studiet deltager 7600 personer over 65 år - nogen af dem har demens, og hos de andre er der mistanke om demens.
Forskerne kigger på personernes liv, og hvordan de håndterer deres helbred, penge, madlavning og meget andet. Og en nylig stikprøve viser, at de ældre med demens lever deres liv mere forsigtigt end dem, hvor der kun er en mistanke.
Dem med demens har altså foretaget visse ændringer i deres liv, og det er eksempelvis kun meget få af dem, der selv tager hånd om deres pengesager. Det har de på et tidspunkt erkendt, at de med en demensdiagnose ikke kan håndtere.
Netop derfor er det vigtigt at få en diagnose på folk, viser studiet - så de syge kan foretage nødvendige ændringer i deres liv, fortæller David Roth, der er leder af the Johns Hopkins Center on Aging and Health i Baltimore og en af forskerne bag studiet.
Han forklarer, at det er bedst for den syge og de pårørende, hvis der stilles en rigtig diagnose, og at alle får den rigtige vejledning efterfølgende, så de ved, hvordan de skal forholde sig til de problemer, som kan opstå.
Der opfordres derfor til, at ældre som oplever at de reagerer anderledes på visse situationer eller pårørende som har en mistanke om, at en de holder af, er syg, skal søge læge.