Universet rummer ti gange flere galakser end man troede
Ny påvisning af galakser vil hjælpe forskere i spørgsmålet om, hvordan universet blev til, mener astrofysiker.
Der er 2000 milliarder galakser i universet. Det er 10 gange så mange, som det tidligere er antaget, viser forskning. Det er et skridt på vejen i spørgsmålet om, hvordan universet er skabt, mener astrofysiker fra Thyco Brahe Planetarium i København Tina Ibsen. (arkivfoto)
Der er 2000 milliarder galakser i universet. Det er 10 gange så mange, som det tidligere er antaget, viser forskning. Det er et skridt på vejen i spørgsmålet om, hvordan universet er skabt, mener astrofysiker fra Thyco Brahe Planetarium i København Tina Ibsen. (arkivfoto) Foto: Ho/Scanpix


Ny forskning viser, at der er 2000 milliarder galakser i universet. Det tal er ti gange så højt, som man tidligere har antaget, skriver Ingeniøren.

Forskellen i tallene er meget stor, lyder det fra astrofysiker ved Tycho Brahe Planetarium i København Tina Ibsen.

- Det understøtter, at der er meget mere i universet, end vi tidligere har troet. Det er ret fantastisk, siger hun til Ritzau.

En galakse er en samling af stjerner, og en typisk stor galakse indeholder et par hundrede milliarder stjerner, forklarer astrofysikeren.

Forskningen er lavet af en britisk forskergruppe fra Notthingham University, der har brugt et Hubble rumteleskop til at observere stjernerne.

Det samme teleskop blev ifølge Tina Ibsen brugt i 1990'erne, da man i sin tid også satte tal på antallet af galakser i universet.

- De stjerner, som forskerne nu har påvist, er meget små og lyssvage. Vi er blevet langt bedre til at arbejde med den teknologi, vi har.

- Jeg tror, vi kan forvente os nogle helt andre tal, når der kommer nye rumteleskoper til, lyder det fra Tina Ibsen.

Den britiske forskergruppe har kortlagt samtlige galakser, der var mulige at observere.

Ifølge Tina Ibsen kan de nye oplysninger give en idé om, hvor mange galakser der er, og hvordan universet så ud tidligere.

- Når vi kan se galakser i begyndelsen af deres udvikling, vil vi også finde ud af, hvordan de bliver skabt, siger hun.

Ifølge astrofysikeren er det et skridt på vejen mod svar på spørgsmålet om, hvordan universet er skabt.

Den galakse, som jorden befinder sig i, hedder Mælkevejen. Den indeholder flere hundrede milliarder stjerner foruden solen, forklarer Tina Ibsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.