Majestætsfornærmelse, eller med et fint udtryk 'lèse majesté', er næppe det, der holder danskerne vågne om natten.
Men i Thailand er virkeligheden en helt anden, hvor statsoverhovedet kong Bhumibol Adulyadej nyder en respekt, som kan virke meget fjern fra det ironiske Danmark.
Det har to unge thailandske skuespillere og studenteraktivister i den grad fået at føle, efter de ved nytår blev anholdt på baggrund af anklager om majestætsfornærmelse.
Årsagen er et skuespil med titlen "The Wolf Bride", som de begge har deltaget i, og som angiveligt indeholder en fiktiv konge. Mere vides der endnu ikke om det fornærmende indhold, men det er tilsyneladende nok til, at Patiwat Saraiyaem på 23 år og Pornthip Munkong på 25 år kan risikere op til 15 års fængsel.
De har begge erklæret sig skyldige i anklagerne i et forsøg på at nedsætte den samlede fængslingstid. Det skriver blandt andre Time Magazine.
- Min søn havde ikke til hensigt at fornærme monarkiet, han er bare skuespiller, fortalte den 23-åriges far, Aiyakan Saraiyaem til nyhedsbureauet AFP.
Sagen er blot den seneste i en lang række lignende sager, der de seneste år har fået lokale medier, kommentatorer og tidligere embedsmænd til at kalde lovgivningen for et våben til brug af politikere mod politiske modstandere.
Kongen selv er nemlig ikke den største piskesvinger. I 2005 gik han ligefrem ud og erklærede sig selv for fejlbarlig i sin fødselsdagstale.
Newspaq