Unge skal have mere samfundstjeneste
Flere førstegangskriminelle skal ikke i fængsel, men idømmes samfundstjeneste, mener regeringen.
Førstegangskriminelle skal i mindre grad sendes i fængsel og i højere grad idømmes samfundstjeneste.
Førstegangskriminelle skal i mindre grad sendes i fængsel og i højere grad idømmes samfundstjeneste. Foto: Colourbox/COLOURBOX.COM


Unge forbrydere skal ikke smides i fængsel første gang, de bryder loven. I stedet skal de idømmes samfundstjeneste.

Der foreslår regeringen i sit lovkatalog, som blev offentliggjort sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) åbningstale til Folketinget tirsdag, siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, til DR Nyheder.

- Målet er at sikre, at folk kommer ud af kriminalitet hurtigst muligt. Vi ved fra talrige undersøgelser, at samfundstjeneste kan have en rigtig god effekt, der kan sikre, at folk ikke kommer ud i en kriminel løbebane, siger hun.

Trine Bramsen afviser, at unge kriminelle slipper billigere med samfundstjeneste, end hvis de afsoner deres straf i fængslet.

- Vi er interesseret i, at kriminelle ikke bliver mere kriminelle. Det er desværre det, vi ser med nogen af dem, der kommer i fængsel. Derfor vil vi gerne følge sporet med samfundstjeneste, hvis det kan hjælpe, siger hun.

Venstre vil hellere stille unge for en særdomstol for unge kriminelle mellem 12 og 18 år end øge samfundstjenesten.

Venstre lancerede forslaget i en ungepakke sammen med De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, påpeger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen.

- Vort forslag er langt bedre og har langt mere retssikkerhed. Det har langt større præventiv effekt for unge mennesker, der begår en kriminel handling, at blive stillet for en dommer, som idømmer dem en straf, siger Karsten Lauritzen.

- Det kan være samfundstjeneste eller en lang række andre ting. I vort system stilles flere for en dommer med større retssikkerhed for den unge. Der kunne være unge, som mistænkes for en forbrydelse, de rent faktisk ikke har begået, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.