PRISEN FOR BILLIG TELEFONI
Unge kritiserer Telia-callcenter: Vi blev snydt for løn
Unge ansatte på callcenter føler sig snydt for 5.000 kr. Tidligere ansat fortæller, at han blev truet til at slette kolleger fra Facebook, da han sagde op.
22-årige Mikkel Linden nåede at være ansat hos callcenteret Schroll-Pilsgaard i knap to måneder. Så havde han fået nok.
22-årige Mikkel Linden nåede at være ansat hos callcenteret Schroll-Pilsgaard i knap to måneder. Så havde han fået nok. FOTO: Privat


Benhård konkurrence presser løn og arbejdsvilkår i bund på mange callcentre, hvor arbejdsforholdene ifølge fagforeninger skraber bunden for ufaglært arbejde i Danmark.

Det fik 22-årige Mikkel Linden at mærke, da han i efteråret flyttede fra Sønderborg til København og fik job på et københavnsk callcenter, som sælger internet- og mobilabonnementer for Telia.

- De prøver virkelig at snyde unge mennesker. Hvis man ikke er opmærksom eller ikke har nok rygrad, så bliver man snydt, det er helt sikkert, siger han.

Månedsløn på 6.000 kr. for fuld tid

Mikkel Linden føler sig snydt og dårligt behandlet af firmaet Schroll-Pilsgaard Marketing.

Først og fremmest fordi han selv og kollegerne fik halveret deres garanti-løn på 10.000 kroner, fordi de accepterede chefens forslag om at holde fri i juleferien, hvis de tog ekstra vagter og "knoklede igennem" i resten af december.

LÆS OGSÅ: TDC til unge ansatte: Gå ned i løn eller bliv fyret

I kontrakten, som Avisen.dk er i besiddelse af, står der ellers, at "startlønnen vil altid være 10.000 kroner + provision".

- En kollega fik 6.000 kroner udbetalt i starten af januar, det kan du jo ikke betale husleje og leve for, fortæller Mikkel Linden.

Ifølge Mikkel Linden undlod chefen at nævne, at juleferien var ensbetydende med et træk i grundlønnen på 5.000 kroner.

Avisen.dk har været i kontakt med flere andre tidligere ansatte hos callcenteret, som også føler sig snydt.

- Vi blev alle sammen vildt overrasket over, at der manglede 5.000 kroner på lønsedlen i starten af januar, siger en anden tidligere ansat, som ønsker at være anonym, da vedkommende stadig arbejder i branchen.

Unge tør ikke sige fra

Mellem 15.000 og 25.000 personer arbejder i callcentre eller med telemarketing. Men kun få virksomheder har overenskomst, og de færreste ansatte er medlem af en fagforening.

Prisen for billig telefoni
  • Smartphones er blevet hvermandseje og vi forlanger lynhurtigt internet overalt. Helst til spotpris.
  • Avisen.dk kigger i denne serie nærmere på industrien bag. Her har konkurrencen aldrig været hårdere, og det sætter løn- og arbejdsvilkår under ekstremt pres.
  • Send tip, ris eller ros til Soren@avisen.dk
UDVID

Ifølge fagforeningen HK Service halter det ofte med løn- og arbejdsvilkår – også hos underleverandører til de store teleselskaber.

- De udnytter unge, som ikke siger fra eller sætter sig til modværge, fordi de typisk ikke har erhvervserfaring og kun har jobbet i kort tid, siger René Knudsen, der er formand for HK Service Hovedstaden.

LÆS OGSÅ: Unge aflønnes med 40 kr og en flaske vodka i timen

Schroll-Pilsgaard Marketing har heller ingen overenskomst. Derfor gælder der ikke andre regler for ansættelsen end dem, der står skrevet i kontrakten.

- Umiddelbart er det min vurdering, at hvis man har en garantiløn på 10.000 kroner, kan arbejdsgiveren ikke bare regulere den, fordi der sker en anderledes planlægning af arbejdstiden, siger René Knudsen.

Forbud mod at headhunte kolleger

Ifølge Mikkel blev direktør Thomas Schroll meget ophidset, da han sagde op i protest mod den halverede decemberløn.

- Jeg blev meget forskrækket, fordi han skiftede fuldstændig karakter. Han prøvede virkelig at pille mig ned, det var noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har prøvet, siger han.

Hos Schroll-Pilsgaard Marketing afviser direktør Thomas Schroll kritikken.

- Vi snyder ikke nogen i løn, så det er jeg helt uforstående overfor. Men det er alt for lang tid siden, så det kan jeg ikke kommentere på, siger han.

LÆS OGSÅ: Telesælger måtte vente 10 måneder på lønnen

Ifølge Mikkel Linden fik han efter opsigelsen forbud mod at have kontakt med kollegerne fremover.

- Jeg blev truet med, at det både ville gå ud over dem og mig, hvis ikke jeg slettede dem fra Facebook, siger han.

Men det afviser Thomas Schroll.

- Det er direkte løgn. Vi har bare sagt, at vi ikke gider, at han prøver at headhunte vores nuværende medarbejdere til sit nye arbejde, siger han.

Telia vil fremme gode arbejdsvilkår

Thomas Schroll har tidligere haft en chefstilling hos en anden underleverandør til Telia, Erhvervsgruppen Nordic, som tilbage i 2010 blev udsat for hård kritik fra tidligere ansatte på grund af et særdeles råt arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Chef til tidligere ansat: Jeg smadrer dig

Telia understreger, at Schroll-Pilsgaard Marketing er underleverandør til firmaet Media Invest, som løser opgaver for Telia.

- Jeg har ikke kendskab til den konkrete sag hos vores leverandørs underleverandør, og jeg kan derfor ikke udtale mig specifikt, men vi er naturligvis kun interesseret i at fremme gode arbejdsvilkår – også hos vores leverandører. Vi er nu i dialog med telemarketingbureauet, siger pressechef David Engstrøm.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.