Unge kinesere skal knækkes for at ende titeltørke
Det er op til Christinna Pedersen og Joachim Fischer at sørge for dansk finalesucces ved Denmark Open.
Christinna Pedersen og Joachim Fischer er ifølge seedningen favorit i finalen i Denmark Open.
Christinna Pedersen og Joachim Fischer er ifølge seedningen favorit i finalen i Denmark Open. Foto: Frank Cilius/Scanpix


I 2011 sørgede mixeddoublen med Christinna Pedersen og Joachim Fischer for Danmarks seneste triumf på hjemmebane ved Denmark Open.

Søndag er det op til det rutinerede par at ende den danske titeltørke, som har varet lige siden deres seneste sejr i turneringen.

Men mellem dem og titlen står en finale søndag mod det ottendeseedede kinesiske par, Zheng Siwei og Chen Qingchen, som er en ung, fremadstormende konstellation.

De to kinesere er begge blot 19 år, og de har allerede spillet sig frem som nummer 13 på verdensranglisten, hvor Pedersen og Fischer øjeblikkeligt indtager syvendepladsen.

Zheng Siwei og Chen Qingchen har også allerede vundet deres første Super Series-titel, da parret strøg til tops i Japan Open i sidste måned.

- Vi har set, hvordan de har spillet på det seneste, og de rider virkelig på en god bølge. De har spillet virkelig godt, siger Christinna Pedersen.

I de to seneste kampe ved Denmark Open har Pedersen og Fischer ramt noget af det høje niveau, de to har famlet efter det meste af året.

Det har givet sejre over to højere seedede par, men Christinna Pedersen er heller ikke i tvivl om, at der skal et mindst lige så højt niveau til søndag.

- Hvis vi skal have titlen, så skal vi spille på vores topniveau i størstedelen af kampen. Hvis ikke vi gør det, er de for stærke, siger hun.

- De ser ud til bare at have det sjovt og ser meget komfortable ud, når de spiller.

Pedersen og Fischer er en enkelt gang stødt ind i de to unge kinesere. Det var tilbage i maj ved Indonesia Open.

Her blev det til dansk sejr efter to tætte sæt. Finalen søndag kan også meget vel blive en tæt affære de to pars gode spil i turneringen taget i betragtning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.