Unge Kina-modstandere får indflydelse i Hongkongs bystyre
Med næsten alle stemmer optalt står mindst tre unge aktivister til at blive valgt til byens lovgivende organ.
Unge aktivister i Hongkong kræver direkte uafhængighed fra styret i Kina, mens andre kræver at få lov at bestemme deres egen fremtid i en folkeafstemning.
Unge aktivister i Hongkong kræver direkte uafhængighed fra styret i Kina, mens andre kræver at få lov at bestemme deres egen fremtid i en folkeafstemning. Foto: Bobby Yip/Reuters


En ny generation af unge Hongkong-politikere, som ønsker at tage afstand fra styret i Kina, ser for første gang ud til at blive valgt ind i byens lovgivende forsamling, Det Lovgivende Råd (LegCo).

Det sker efter søndagens valg, hvor rekordmange - 2,2 millioner - indbyggere i Hongkong stemte om de i alt 70 medlemmer til forsamlingen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Med 90 procent af stemmerne talt op står således mindst tre ud af en håndfuld unge aktivister til at blive valgt ind i LegCo.

Blandt dem er 23-årige Nathan Law, der er leder af den såkaldte Paraplyrevolution.

Hans parti, Demosisto, kræver en folkeafstemning om uafhængighed fra Beijing.

- Jeg tror, at indbyggerne i Hongkong oprigtigt ønsker forandring, siger han.

Paraplyrevolutionen opstod i forbindelse med masseprotesterne i Hongkong i 2014. De blev udløst af et krav fra det kommunistiske styre i Kina om at forhåndsgodkende kandidater, som ønsker at stille op til valget om at blive byens nye leder i 2017.

Bekymringen i den semiautonome storby er vokset, efter at Kina i stadig større grad har strammet sit greb om en lang række områder i byen, herunder politik, medier og uddannelse.

Det har fået unge aktivister i Hongkong til at kræve direkte uafhængighed, mens andre kræver at få lov at bestemme deres egen fremtid i en folkeafstemning.

Den prodemokratiske lejr i Det Lovgivende Råd ønsker at bevare nok pladser i forsamlingen til at kunne blokere for lovforslag. Lovforslag kræver et flertal på to tredjedele for at blive vedtaget.

Den prodemokratiske fløj sidder i øjeblikket på 27 ud af forsamlingens i alt 70 pladser. Dermed vil et tab af blot fire pladser give mere magt til det kommunistiske styre.

De foreløbige resultater viser dog, at demokraterne med al sandsynlighed vil bevare deres vetoret.

Hongkong har kun delvist demokrati og ikke alle kan stemme til alle pladser.

40 medlemmer bliver valgt direkte af befolkningen, mens 30 medlemmer bliver valgt af en lille del af befolkningen på kun seks procent fra særlige interessegrupper.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.