Tusindvis af unge er så økonomisk pressede, at de ikke kan betale deres studielån tilbage, og på få er er antallet af SU-skyldnere vokset med 20 procent.
Skatteministeriet arbejder i dag med 42.500 sager med dårlige SU-betalere, skriver Urban.
"Nogle har måske været færdiguddannede længe og afdraget på SU-lånet, ganske som de skal, men pludselig bliver de arbejdsløse og har svært ved at få nyt arbejde," fortæller projektleder i skatteministeriets inddragelsesprojekt, Merete Norup, til avisen.
Også hos Danske Studerendes Fællesråd kender man til problemet.
"Den største årsag er, at der er rigtig rigtig høj arbejdsløshed for nyuddannede i øjeblikket. Dem, som har studeret de sidste fem år, har haft en forventning om, at man kan komme ud på arbejdsmarkedet og få et godt job, når man er færdig," siger Mikkel Zeuthen, formand for Danske Studerendes Fællesråd til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge tilbagebetalingsreglerne er det i orden at tilbagebetale blot få hundrede kroner om måneden, men den økonomiske krise har sat sine spor hos skyldnerne.
Hvis SU-skyldnere ikke tilbagebetaler deres lån af ren modvilje, trækker skatteministeriet pengene gennem folks lønudbetaling.