Den danske transportbranche styrer direkte mod et rødt lys.
De mennesker, der kører lastbilerne, bliver nemlig ældre og ældre. Ifølge en ny rapport er gennemsnitsalderen steget drastisk de seneste ti år.
Og kommer der ikke flere unge ind i faget, frygter branchen, at den danske lastbilchauffør vil uddø.
”Det er stærkt bekymrende. Hvis spiralen fortsætter, kommer der et tidspunkt, hvor der bare ikke er nogen, der vil køre lastbilerne,” siger Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør i brancheorganisationen der repræsenterer arbejdsgivere i den danske vejgodstransport, ITD.
Formanden for 3F transport, der organiserer cirka 80.000 transportarbejdere, er enig.
"Jeg var klar over, at udviklingen gik den forkerte vej. Men jeg vidste ikke, at det var så galt. Det skal vi have gjort noget ved, ellers uddør branchen," siger Jan Villadsen.
Modne mænds håndværk
Gennemsnitsalderen for de danske lastbilchauffører er opgjort i ITD’s nye årsrapport.
I 2002 var 49 procent af de danske lastbilchauffører 40 år eller mere. I 2013 var det 66 procent.
”Som branche har vi været alt for dårlige til at markedsføre os selv over for de unge. Vi skal have ekstremt meget fokus på at gøre det attraktivt at blive lastbilchauffør,” siger direktør Jacob Chr. Nielsen.
Behovet for danske lastbilchauffører forsvinder ikke, understreger han.
ITD: Fagbevægelsen gir' faget et dårlig ry
Jacob Chr. Nielsen mener, at fagbevægelsen bærer en stor del af skylden for at skræmme de unge væk fra branchen.
Eksempelvis når 3F tordner mod løndumping fra østeuropæiske chauffører og udenlandske vognmænd, der snyder.
”Når der er en negativ omtale af vores branche i pressen, så smitter det også af på lysten til at arbejde som lastbilchauffør. Jeg vil opfordre fagbevægelsen til at fokusere mere på det positive, der faktisk er i at udføre en så samfundsnyttig en opgave som at transportere varer rundt,” siger Jacob Chr. Nielsen.
Men hos fagbevægelsen er man ikke enig i den kritik.
”ITD plejer selv at sige, at man ikke kan forvente at få danske lønninger, når man kan få rumænere og bulgarer til en tredjedel af prisen. Det tiltrækker ikke ligefrem unge mennesker,” siger Jan Villadsen.
Han ser to overordnede hovedforklaringer på, at unge bliver væk: Lave lønninger og manglende tradition for at uddanne sig til lastbilchauffør.
Løsning: Lastbilchauffør som karriere
Et af hovedtemaerne i de netop overståede overenskomstforhandlinger på transportområdet var at få flere unge til at søge ind i branchen. Her er det blandt andet mulighederne for at tage en chauffør-uddannelse og få et karriereforløb inden for branchen, der skal lokke flere til.
”Der findes en faglært uddannelse i dag, men den bliver desværre ikke brugt ret meget," siger Jan Villadsen.
Aftalen mellem Dansk Industri og 3F transport afsatte 40 millioner til at oplyse virksomheder om mulighederne i at uddanne de ansatte fra ufaglært til faglært.