Ungarsk politi: Tre er anholdt efter tragedie i Østrig
Fund af døde flygtninge i kølelastbil fører til anholdelser i Ungarn, men bagmændene menes at være på fri fod.


Ungarsk politi bekræfter, at tre er anholdt i Ungarn i forbindelse med de angiveligt 71 migranter, som blev fundet døde torsdag i en lastbil på en østrigsk motorvej.

Samtidig oplyser ungarsk politi, at en lastbil med mindst 18 syriske flygtninge er væltet på motorvejen M5 tidligt fredag morgen, og 10 er kvæstet. En rumænsk chauffør er anholdt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De tre andre anholdte er en del af et mafia-netværk, og de egentlige bagmænd formodes stadig at befinde sig i Rumænien, skriver avisenKronen Zeitung.

Det antages, at lastbilen kørte fra Ungarns hovedstad, Budapest, tidligt onsdag morgen. Kort før klokken ni samme morgen befandt lastbilen sig ifølge øjenvidner fortsat på den ungarske side af grænsen til Østrig, oplyser politikilder til avisen.

I løbet af den samme nat har lastbilen passeret grænsen.

Tidligt torsdag morgen mellem 5 og 6 ser øjenvidner bilen parkeret på en holdeplads ved motorvejen A4 mellem Neusiedl og Parndorf.

Torsdag kort efter 11 åbner politiet lastbilen og ser de mange døde. De formodes at have været døde mellem halvanden og to døgn. Årsagen er efter alt at dømme iltmangel.

Ifølge politiet befandt der sig 71 flygtninge i lastbilens kølerum.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.