Ungarn venter halv million syrere til EU fra Tyrkiet
Ungarns premierminister Orbán venter et intenst pres på EU-landene for at acceptere flygtninge fra Tyrkiet.
Victor Orban venter, at EU vil offentliggøre en aftale med Tyrkiet, der vil sende op mod en halv million syriske flygtninge sendes direkte til EU fra Tyrkiet.
Victor Orban venter, at EU vil offentliggøre en aftale med Tyrkiet, der vil sende op mod en halv million syriske flygtninge sendes direkte til EU fra Tyrkiet. Foto: Bela Szandelszky/AP


EU og Tyrkiets ledere vil måske senere i denne uge offentliggøre en hemmelig aftale om at sende mellem 400.000 og 500.000 syriske flygtninge direkte til EU fra Tyrkiet, siger Ungarns premierminister, Viktor Orbán, ifølge Reuters.

Orban, der onsdag talte til ledende ungarske politikere i Budapest, siger, at han venter et intenst pres på EU-landene for at acceptere en del af disse flygtninge, og han siger, at det vil Budapest ikke.

Den ungarske leder siger, at aftalen allerede var kendt ved det nylige topmøde mellem EU og Tyrkiet i Malta, og at den ikke omfatter de aftaler mellem Ankara og Bruxelles, som blev underskrevet i weekenden i Bruxelles.

Her var der ifølge Orban ikke den nødvendige støtte.

- Spørgsmål om fordeling af flygtninge bliver en varm kartoffel i de kommende måneder, selv om dette bliver holdt halvt fordækt for offentligheden i Europa, siger Orban.

- Jeg tror, at nogen et eller andet sted - sikkert i Berlin i denne uge - vil sige, at mellem 400.000 og 500.000 flygtninge vil blive bragt til EU fra Tyrkiet, siger Orban.

- Det er en fæl overraskelse, som venter europæerne. Det bliver ikke nemt, pointerer han.

Orban har været i konflikt med sine EU-partnere i årevis - om økonomisk politik, om politiske rettigheder og senest i forbindelse med flygtningekrisen og EU's håndtering af den.

Ved et minitopmøde i Bruxelles for nylig provokerede Orban ved at sige, at Ungarns grænsehegn har virket.

- Ungarn er ikke længere på ruten, så jeg er her kun som observatør, siger Viktor Orbán, som tidligere på efteråret i lyntempo fik rejst et 41 kilometer langt hegn ved grænsen til Serbien, hvor de to lande ikke er adskilt af en flod.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.