Ungarn indkalder reservister og fuldfører flygtningehegn
Ungarn fortsætter konfrontatorisk linje til naboer i syd, som fortsat vil sende folk til den blokerede grænse.
Ungarn er færdig med at bygge et pigtrådshegn langs dele af grænsen til Kroatien. Kroatiens premierminister siger, at landet fortsat vil sende flygtninge og migranter mod grænsen for at lægge pres på Ungarn.
Ungarn er færdig med at bygge et pigtrådshegn langs dele af grænsen til Kroatien. Kroatiens premierminister siger, at landet fortsat vil sende flygtninge og migranter mod grænsen for at lægge pres på Ungarn. Foto: Petr David Josek/AP/AP


Ungarn har fuldført det ambitiøse og kontroversielle lynprojekt med at opføre et pigtrådshegn langs grænsen til nabolandet Kroatien i et forsøg på at stoppe strømmen af flygtninge og migranter fra syd.

- Hegnet blev færdigt i løbet af natten, siger Attila Kovacs, som er talsmand for landets forsvarsministerium, til nyhedsbureauet AFP.

Hegnet strækker sig over 41 kilometer. Den resterende del af den 330 kilometer lange grænse mellem de to EU-lande løber langs floden Drava, som er svær at krydse. Drava er en biflod til Donau.

Samtidig har Ungarn indkaldt soldater af reserven for at hjælpe med at udfylde de tomrum, der er opstået andre steder, da aktive soldater er indsat til håndteringen af de mange flygtninge og migranter.

Det rapporterer det statslige nyhedsbureau MTI, som skriver, at reservisterne også kan indsættes til løsning af andre opgaver.

Men hegnet løser ikke flygtningekrisen, lyder det fra nabolandet Kroatien, som fortsat vil dirigere flygtninge og migranter mod grænsen til Ungarn trods de ungarske myndigheders voldelige afvisning.

- Der er ikke indgået nogen aftale med Ungarn. Vi har på en måde tvunget dem til at acceptere flygtninge ved at sende dem til grænsen, og det vil vi fortsat gøre, siger den kroatiske premierminister, Zoran Milanović.

Flere end 20.000 flygtninge og migranter, heraf mange fra det krigshærgede Syrien, er nået til Kroatien, efter at Ungarn tidligere på ugen blokerede grænsen mod Serbien med kampklædte betjente og pigtråd.

Milanovic har sagt, at Kroatien ikke kan tage flere. De mange mennesker vil få mad, vand og om nødvendigt lægehjælp, men de vil derefter blive sendt videre mod nord og vest.

Omkring 1200 har passeret Kroatiens grænse til Slovenien, der ligesom Ungarn - og modsat Kroatien - er medlem af det grænseløse Schengen-samarbejde, som vakler, og som flere steder midlertidigt har været sat ud af drift under henvisning til krisesituationen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.