Ungarn gør klar til grænsehegn mod Rumænien
Den ungarske regering gør forberedelser til nyt grænsehegn, hvis flygtninge og migranter kommer til Rumænien.
Ungarsk politi har strammet op på bevogtningen af grænsen til Serbien, efter at tusindvis af flygtninge og migranter i dagevis har krydset grænsen. Nu siger regeringen i Budapest, at der også bliver opført et hegn langs Ungarns grænse til Rumænien, hvis bølgen af migranter og flygtninge forsøger at komme til Ungarn via Rumænien.
Ungarsk politi har strammet op på bevogtningen af grænsen til Serbien, efter at tusindvis af flygtninge og migranter i dagevis har krydset grænsen. Nu siger regeringen i Budapest, at der også bliver opført et hegn langs Ungarns grænse til Rumænien, hvis bølgen af migranter og flygtninge forsøger at komme til Ungarn via Rumænien. Foto: Matthias Schrader/AP


Ungarn er parat til at bygge et nyt grænsehegn. Denne gang langs grænsen til Rumænien.

Det siger Peter Szijjarto, Ungarns udenrigsminister.

I forvejen opfører ungarerne et grænsehegn og har udlagt pigtråd langs grænsen til Serbien for at holde flygtninge og migranter på den serbiske side af den 175 kilometer lange fælles grænse.

Hvis flygtningene og migranterne nu forsøger sig med en anden vej for at komme til Ungarn, eksempelvis via Rumænien, så vil de også blive mødt af et hegn her, siger udenrigsministeren på en pressekonference.

- Regeringen har besluttet at træffe forberedelser til opførelsen af et hegn på den ungarsk-rumænske grænse.

- Det er en nødvendighed, da menneskesmuglere muligvis vil ændre deres rute på grund af det eksisterende hegn på den ungarsk-serbiske grænse, tilføjer han.

Ungarn er medlem af EU og deltager også i Schengensamarbejdet om pasfrihed mellem Schengenlandene.

Rumænien er også medlem af EU, men ikke med i Schengensamarbejdet.

Tirsdag lukkede de ungarske myndigheder reelt grænsen til Serbien. Det hul, hvor mange migranter og flygtninge er kommet igennem grænsen, blev lukket med skarp pigtråd.

Ud over de eksisterende barrierer ved Serbien-grænsen er Ungarn i gang med at bygge et fire meter højt hegn langs grænsen.

Det ventes færdig i oktober.

De ungarske myndigheder har indført en straf på op til tre års fængsel for ulovligt at krydse grænsen. Samtidig siger regeringen, at den har planer om at udstationere hæren langs grænsen.

De ungarske tiltag er blevet kritiseret af FN's Flygtningehøjkommisariat (UNHCR), der siger, at det kan være i strid med flygtningekonventionen fra 1951 at kriminalisere mennesker for at krydse grænser ulovligt.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.