Ungarn åbner Danmarks gruppe med sejr
I løbet af anden halvleg var der lige ved at komme spænding, da Ungarn sløsede mod Montenegro.
Ungarn er allerede godt på vej mod mellemrunden med en sejr over Montenegro.
Ungarn er allerede godt på vej mod mellemrunden med en sejr over Montenegro. Foto: Julio Pelaez/PHOTOPQR/LE REPUBLICAIN LORRAIN


Ungarns håndboldherrer kom bedst fra land i gruppe D, der også tæller Danmark, ved EM i Polen.

Via en flot indledning på kampen blev sejren på 32-27 over Montenegro grundlagt.

Hurtigt blev det til 5-1, og efter lidt mere end ti minutter spil var stillingen 9-3 til Ungarn.

Ungarerne var ganske enkelt et niveau over montenegrinerne, og det skulle vise sig at blive en sovepude senere i kampen.

Ved pausen var stillingen 16-12.

I det første kvarter af anden halvleg skiftedes holdene konsekvent til at score, før Montenegro med to scoringer i træk mindskede afstanden til to mål.

Den spænding var unødvendig, mente ungarerne, som straks oppede sig og opbyggede et nyt stort forspring og kørte en sikker sejr hjem i Gdansk.

Senere lørdag aften tager Danmark også hul på EM med en kamp mod Rusland. Mandag får Danmark så fornøjelsen af Montenegro, før det onsdag gælder Ungarn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.