Ung mand er ramt af skud i København
Politiet har endnu ingen anholdte i skudepisode, hvor en person blev ramt i benet.

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
Se flere videoer på Localeyes.dk


En 25-årig mand er onsdag aften blevet ramt af skud på Jagtvej i København.

Ifølge politiets oplysninger blev der affyret flere skud under episoden, som blev anmeldt klokken 20.37.

- Den forurettede er ramt i benet én gang og er uden for livsfare. Han er på hospitalet for at blive behandlet, siger Youssef Lharraki, central efterforskningsleder hos Københavns Politi, til Ritzau.

Det er tidligt natten til torsdag endnu småt med oplysninger i sagen, selv om ordensmagten har haft mulighed for at tale med offeret og flere vidner.

- Vi har arbejdet på gerningsstedet, hvor vi har haft vores teknikere, og vi har talt med vidner og vores tilskadekomne. Der er bare ikke noget, der har hjulpet os i forhold til at finde mistænkte, fortæller Youssef Lharraki.

Det står ikke klart, om skyderiet eksempelvis er banderelateret, eller om der er tale om en eller flere gerningsmænd.

I forbindelse med skudepisoden blev Jagtvej afspærret i begge retninger ved Kronborggade, mens politiet foretog sine undersøgelser. Efter en god halv time blev afspærringen dog ophævet igen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.