Ung mand er flygtet fra bosted - kan være farlig
Midt- og Vestjyllands Politi beder folk om at kigge efter 23-årig karseklippet mand, der er undveget.


Politiet beder tirsdag offentligheden om hjælp til at finde en 23-årig mand, der er stukket af fra et bosted i Holstebro.

På Twitter skriver politiet, at den efterlyste "kan være farlig."

Det skyldes ifølge vagtchefen i Midt- og Vestjyllands Politi, at Kriminalforsorgen har vurderet, at han potentielt kan være voldelig.

- Det betyder også, at man ikke selv skal forsøge at pågribe ham, men lade os om at foretage anholdelsen, siger vagtchefen til Ritzau.

Hvis han er påvirket af stoffer, kan han blive voldelig, lyder det.

Den flygtede er Kim Nielsen, der er kendt af politiet for personfarlig kriminalitet.

Han vejer 102 kilo, er karseklippet og er 186 centimeter høj.

Umiddelbart tror politiet, at han befinder sig i Holstebro eller Herning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.