Opdatering: Den unge mand, som blev stukket er nu erklæret død af skaderne.
Drengen blev bragt til behandling på Rigshospitalet, men det lykkedes altså ikke at redde hans liv.
Den 17-åriges pårørende er underrettet, skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse. Politiet søger intenst efter gerningsmanden, hedder det i pressemeddelelsen.
En mand, der læser på EUX-linien på Handelsskolen K-Nord i Hillerød er torsdag blevet stukket ned i tunnellen under Trollesmindealle tæt ved skolen.
- Vi får klokken 13.16 en anmeldelse om, at en mand er blevet stukket med kniv. En person er blevet kørt til Rigshospitalet, og vi arbejder på højtryk derude i øjeblikket for at finde gerningsmanden, oplyser pressekoordinator, Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi til Frederiksborg Amts Avis.
Uddannelseschef Jesper Skibsted Als oplyser, at det drejer sig om en udefrakommende, der har stukket eleven ned. Der er tilsyneladende ikke tale om et internt opgør mellem eleverne på skolen. Offerets tilstand skulle ifølge hans oplysninger være stabil.
Der har angiveligt været en del vidner til knivstikkeriet, og politiet kender gerningsmandens navn.
Se flere videoer på Localeyes.dk