Ung kvinde voldtaget på legeplads i Charlottenlund
To 19-årige havde på forhånd aftalt at mødes på legeplads. Den formodede gerningsmand er anholdt.
Politiet har anholdt en 19-årig mand i forbindelse med en voldtægt i Charlottenlund søndag. Arkivfoto
Politiet har anholdt en 19-årig mand i forbindelse med en voldtægt i Charlottenlund søndag. Arkivfoto Foto: Kristian Kirk Mailand/Maimento/Colourbox


En 19-årig kvinde er søndag eftermiddag blevet voldtaget på en legeplads i Charlottenlund af en jævnaldrende mand.

De to havde aftalt at mødes på legepladsen, der ligger i forbindelse med en børnehave.

- De to sidder og snakker, og på et tidspunkt forøver manden - i hvert fald efter forurettedes forklaring - voldtægt på hende, hvorefter hun forlader stedet og anmelder forholdet, oplyser Peter Olesen, vagtchef hos Nordsjællands Politi.

På baggrund af kvindens forklaring har politiet anholdt den formodede gerningsmand, der blev kørt til undersøgelse for at sikre eventuelle spor.

Der er ikke umiddelbart nogen vidner i sagen.

- Indtil videre har vi forurettedes forklaring, den sigtedes forklaring og så en undersøgelse. De tre ting skal vi så forsøge at kæde sammen for at se, om den unge mand skal fremstilles i grundlovsforhør, siger Peter Olesen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.