Ung kvinde voldtaget i Fælledparken
En 18-årig kvinde er natten til søndag blevet voldtaget i København. Politiet har kun sparsomme oplysninger.
En ung kvinde blev voldtaget natten til søndag i Fælledparken. Politiet har ikke mange oplysninger om gerningsmanden.
En ung kvinde blev voldtaget natten til søndag i Fælledparken. Politiet har ikke mange oplysninger om gerningsmanden. Foto: politi.dk/free


En 18-årig kvinde er natten til søndag blevet overfaldet og voldtaget i Fælledparken i København.

Overfaldet fandt sted ved 0.30-tiden på Edel Sauntes Allé, der går igennem Fælledparken, men først søndag formiddag blev det anmeldt til politiet.

- Kvinden har forklaret, at hun kommer cyklende ad Edel Sauntes Allé, da hun bliver overfaldet og væltet af cyklen af gerningsmanden, fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Dan Aakerhjelm Sørensen til Ritzau.

Den 18-årige kvinde har beskrevet voldtægtsmanden som 25-35 år, 180-185 cm høj og almindelig af bygning. Han var mørklødet med mørkebrune øjne og mørkt hår.

Offerets cykel er forsvundet efter voldtægten.

- Men vi ved ikke, om det er gerningsmanden, der er flygtet på den. Vi ved ikke, hvordan han er kommet til stedet, eller hvordan han er kommet derfra, siger Dan Aakerhjelm Sørensen.

Politiet vil meget gerne høre fra folk, som måtte have bemærket noget usædvanligt i området omkring Edel Sauntes Allé natten til søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.