Ung dansk muslim hitter med krammevideo
Den 19-årige htx-studerende Zerak Satari tager på sin egen kærlige måde kampen op mod de fordomme, der måtte opstå mod muslimer efter skudattentaterne i København.


I Sønderborg har den unge muslimske studerende Zerak Satari fundet på en kramme-kampagne, der i dén grad giver genlyd på de sociale medier.

Han har på sin helt egen måde taget kampen op mod de fordomme og forbehold, som måtte opstå i kølvandet på skudangrebene i København.

I går stillede han sig op foran Føtex på Perlegade i Sønderborg, og mens han blev videofilmet af sine venner, fik han på en times tid op mod 50 kram af fremmede forbipasserende.

"Jeg er muslim, men jeg bliver stemplet som terrorist. Jeg stoler på dig, stoler du på mig? Så giv mig et kram," er den 19-årige htx-studerendes motto.

Ordene havde han også skrevet på et skilt, der stod bag ham, da han med bind for øjnene og armene ud til siden fik kram af både unge og gamle i Sønderborg. Det blev foreviget på videoen, der foreløbig er vist næsten 35.000 gange på Facebook.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.