Nicolai Arentz Larsen, bestyrelsesmedlem i HK Ungdom Hovedstaden, bruger en stor del af sin uge på at se tv-serier på Netflix, mens han hæver samfundets penge i understøttelse.
Men det er ikke fordi, at han er doven, skriver han i et debatindlæg i Politiken.
- Jeg har ikke noget problem med at sige, at jeg rent faktisk nyder at være på dagpenge. Det gør jeg ikke, fordi jeg er doven eller bare ikke gider at arbejde; det gør jeg, fordi jeg egentlig synes, at det er o.k. lige at tage et pusterum. Pusterummet er for mig et tidspunkt i mit liv, hvor jeg kan reflektere over, hvad jeg egentlig har lyst til at lave, og hvilket job jeg ønsker i fremtiden.
Vil have et job, jeg synes er sjovt
Han fortsætter:
- Jeg er ikke interesseret i at tage et hvilket som helst job. Jeg vil have et job, som jeg synes er sjovt, og som jeg mener, jeg er god til. Hvis ikke jeg får det, så tror jeg ikke jeg vil synes, det er superfedt at stå op om morgenen, mener Nicolai Arentz Larsen, der også er aktiv i Enhedslisten.
Han forklarer, at det automatisk ville få folk i job, hvis politikerne ikke brugte pisk som motivation. Virksomhederne vil dermed få flere interesserede og dygtige medarbejdere, lyder det.