Af Niko Grünfeld
SE ALLE BLOGINDLÆG
Undskyld, sælger I børn her?

Når man hører den tone som især mange politikere benytter sig af, når de taler om børn, skulle man nogle gange tro, at børn var en handelsvare og en ressource, som kan indkøbes, forarbejdes og senere sælges til højest bydende.

I løbet af de sidste par årtier har vores forståelse af det at være barn flyttet sig dramatisk.

Tidligere var tilgangen til de små først og fremmest, at de skulle have lov til at være børn, have lov at være sig selv, have lov at lege og udvikle sig i det tempo, der nu var rigtigt for det enkelte barn. Man var enige om, at børn, der var lidt sent udviklede, nok skulle komme efter det – og som regel holdt det stik.

Den generation af nye, yngre politikere, som jeg selv tilhører, er for de flestes vedkommende vokset op på legepladser og i skovbørnehaver, dagplejere og SFO’er rundt om i Danmark. Her handlede hverdagen primært om leg og fællesskab, samt det at lære at klare sig selv, binde sine egne snørebånd og selv tage strømper på.

Men der er sket et skred. Fokus har flyttet sig til at handle om, at vores børn i stedet for at være børn skal gøres skoleparate for enhver pris. Helt ned i børnehaven har vi indført pensum for, hvad vores børn skal kunne og hvordan.

Jeg har selv tre børn, og jeg undres og bekymres over skiftet. Jeg kunne godt tænke mig at spørge: For hvis skyld er det, at min søn skal lære bogstaverne som 4-årig? Han er kvik og skal nok klare sig i skolen, men lige nu synes jeg som far egentligt, det er fantastisk, at han hellere vil tegne og lege med mudder – han når det nok.

Som politiker mener jeg, at der er noget grundlæggende galt, når vi begynder at se børn i førskolealderen som kommende skatteborgere, der skal klædes på til hurtigst muligt at kunne skabe overskud på betalingsbalancen.

Vi bliver et fattigere og ikke rigere samfund, hvis vi kun værdisætter det, der kan aflæses i økonomiske nøgletal.

I Alternativet ønsker vi en bæredygtig omstilling af vores samfund. Vi skal have et samfund, hvor der er plads til både leg og læring, et samfund hvor vi giver plads til, at de voksne, der tager sig af vores børn hver dag, har mulighed for at skaber hele mennesker, som kan andet end bare læse og regne.

Det kræver tid, og det kræver nærvær, men i Alternativet mener vi, at det er det hele værd.

Om Niko Grünfeld

Niko Grünfeld er medstifter af Alternativet og arbejder for partiet som politisk udviklingskonsulent på Christiansborg. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.